Det plejer jeg at have.. styr på tingene. Men de sidste par uger må jeg nok indrømme, at mit planlægningsgen har haft trange kår.

Ofte har jeg taget mig selv i næsten at gå i panik, hvis jeg blev stillet overfor at skulle tage en beslutning, og især hvis der ikke var valgmuligheder. Jeg plejer altid at joke med, at man ikke skal tage mig med på pizzeria, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bestemme mig. Nu er det imidlertid helt galt…

Der kan være mange årsager til det, men jeg er ganske sikker på, at jeg bare er træt og udkørt.. Mit efterår og vinter har været en blandet fornøjelse af sygdom, som jeg ikke rigtigt har kunnet komme af med, ikke mange fridage og forskellige mennesker og ting, der har irriteret mig. Jeg har ikke rigtigt kunnet ‘blive færdig’ med noget, før det næste har skubbet til mig.

Ikke at det har været en dårlig tid med meget dårligt humør – slet ikke – men jeg kan simpelthen mærke at jeg kører på den sidste juice i mit batteri..

On the bright note, så har jeg kun i dag og i morgen tilbage på job, inden jeg kan holde fri i 4 dage. Jeg skal arbejde mellem jul og nytår, men det er kun 3 timer pr. dag i 3 dage, så det bliver ligetil. Herefter har jeg fri i 3 dage, så der skulle være rig mulighed for at få slappet af og tanket op på overskudskontoen.

Pigerne og jeg er så privilligerede at vi ikke skal holde jul hjemme, men hos min kære bonusfar, så juleaften bliver ikke så stresset, som den kunne være blevet 😊

Nytårsaften ved jeg stadig ikke hvad jeg skal.. men hey, der er jo også over en uge til,så det skal jeg nok finde ud af inden 😉

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Da jeg var til jobsamtale den 01.03.17 blev jeg spurgt til mine ferieplaner. Jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde nogen planer, og i øvrigt heller ikke havde optjent noget ferie.

Derfor har jeg arbejdet 6 dage i ugen hele sommeren igennem. Det har jeg ikke haft noget imod, for så længe jeg var på arbejde, kunne jeg ikke bruge penge, og i øvrigt arbejdede jeg jo “kun 3 timer om dagen, så det var lige til at klare”. Grunden til at det er i citationstegn er at det var dét, jeg sagde til alle, der spurgte.

Men det var næsten mere end jeg kunne holde til.. Heldigvis kunne jeg dog se frem til uge 33, hvor jeg ville få min ugentlige fridag tilbage samt hver 4. lørdag fri. Samtidig ville timeantallet dog stige, idet vi har ændret åbningstiderne i butikken, så vi går fra at have åbent 18 timer i ugen til 32 timer i ugen. Jeg er nu på gennemsnitligt 22 timer i ugen, og det gør at der kommer lidt ro på min økonomiske situation. Jeg bliver ikke hverken millionær eller rig af at arbejde 22 timer i ugen, men jeg kan betale mine regninger OG have det lidt sjovt en gang imellem 🙂

Nå, men I har vist fået med, at min sommer har været udfordrende på datingfronten, og dét blandet med arbejdet, tankerne om økonomi og et evigt dårligt humør gav mig stresslignende symptomer. Jeg følte mig hele tiden lidt småsyg, begyndte at slå ud på halsen og brystet, var altid træt og udkørt og havde ingen overskud. Jeg overvejede ofte, om jeg skulle ringe til lægen og tale med hende om at øge dosis af det stemningsstabiliserende medicin, jeg tager. Men jeg havde ikke lyst. For mig ville det være et gigantisk nederlag at skulle OP i medicin og ikke ned, så jeg lod være..

Jeg ved ikke, hvad der gjorde forskellen – eller måske var det så enkelt, som det så ud: i sidste uge kom min veninde L ned i butikken, for at sige hej. Vi tog på café efter jeg havde fri, og lavede en aftale til dagen efter. Allerede der fik humøret et nøk opad. Lørdag efter arbejde mødtes jeg med to af mine andre veninder, R og M, og vi var på café, til Stella Polaris festival i Sønderborg og i byen i Aabenraa.

Jeg fik tanket op i mine glædes- og energidepoter igen, og i og med at der er kommet lidt mere styr på job og dermed økonomi, så er der også kommet ro på den front.

Nu gælder det så om at få mig selv helt op i gear igen. Og det er egentlig meget ‘enkelt’, for det kræver bare lidt omtanke med maden, træning og gode tanker om mig selv. Jeg ved det jo, og dermed bør det ikke være så svært… (og det er det jo! For pokker da også! Dét, der burde være absolut det nemmeste, er virkelig det sværeste…).

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig at skrive regelmæssigt på bloggen, for jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle.

Måske er det fordi jeg er bange for, at folk rent faktisk læser det – og dømmer mig på det? Måske er det fordi jeg er bange for, at ingen gider læse det? Uanset hvad, så ærgrer det mig, for jeg savner at skrive, og jeg savner at få den feedback, der følger med. Men mit liv har også ændret sig meget det seneste år. Jeg føler pludselig, at jeg er lidt mere privat omkring mig selv og mit liv – til tider. Andre gange har jeg lyst til at råbe ud i verden, at jeg har det godt! Eller at jeg har det skidt! Eller at der er sket noget nyt! …men den gamle jantelov eksisterer nok stadig i mit hoved – og især nu, hvor jeg har det godt, for “hvad rager det mig, hvad der sker i hendes liv, når hun er normal??” Well, dem der kender mig, ved godt at jeg aldrig bliver helt normal, og det har jeg det faktisk ganske udmærket med 😀 Haha! Men ja, det er måske der min frygt ligger. “Hvem tror hun egentlig, hun er??”

Humlen af det hele er nok, at jeg bliver nødt til at være ligeglad – både med hvem der læser med og hvad folk synes om mig. For jeg har det faktisk okay med at nogle mennesker synes at jeg er for meget. For det ER jeg – for nogle. Og sådan tror jeg det skal være.

Hvis jeg lige skal opdatere jer på, hvad der er er sket siden sidst, så har jeg arbejdet. Jeg er frygteligt glad for mit arbejde og ret god til det! Jeg er netop gået i gang med min tredje måned på jobbet, og det går godt! Jeg har ikke haft nogen sygedage, som ville have været standard for bare et par år siden. Jeg har heller ikke haft lyst til at pjække, som jeg ville have haft lyst til ofte for et par år siden.

Jeg er gået op i antal vagter pr. måned, og skal sommeren igennem arbejde 6 dages uger (med en enkelt undtagelse). Jeg har ikke noget ferie opsparet, og har i bund og grund heller ikke noget imod at skulle arbejde så meget. Mine kolleger er heldigvis søde og klar på at give mig en fridag hist og pist, hvis jeg trænger.

Jeg har fundet yderligere to jobs. Det ene for ca. en måned siden og det andet starter jeg på i løbet af juni. Det har givet mig ro økonomisk. Jeg kommer aldrig til at leve som en dronning, men det er faktisk også fuldstændigt ligemeget, så længe jeg kan betale mine regninger, få mad på bordet og lidt sjov og spas en gang imellem 🙂

Pigerne og jeg nyder hinanden hveranden uge, når de bor hos mig! Min kærlighed til dem vokser dag for dag – faktisk til et punkt, hvor det kan gøre helt ondt en gang imellem. De er mine små yndlingsmennesker, og de giver mig så megen kærlighed, glæde og sjov i hverdagen – ja ja, og indimellem lidt grå hår, men det er vist ret naturligt 🙂 Jeg er så vild med den alder, de har lige nu! De begynder så småt at forstå begrebet ‘kærlighed’ og ‘at elske’, og de gør alt hvad de kan, for at vise mig, at de elsker mig. Det må siges at være den aller mest fantastiske følelse i hele verden, når mine unger kigger på mig og siger. “Mor, jeg elsker dig helt op til månen”. Bare ved at skrive det, får jeg glædestårer i øjnene.

Nå, se nu der.. Nu blev det alligevel et langt indlæg.. Håber I gad læse med hertil 🙂 Jeg tror, jeg kan garantere at der kommer flere i løbet af ganske kort tid 🙂

Den 1. marts gik min drøm i opfyldelse. Jeg var til jobsamtale, og fik jobbet samme dag. Det var ovenikøbet et job, som jeg virkelig gerne ville have. Så var lykken gjort, skulle man tro, men nej, ikke helt. Jobbet ville kun beskæftige mig knapt 17 timer i ugen. Men hey, nu havde jeg endelig fået et job, og de kloge siger jo, at det er nemmere at få et job, når man har et job. Så jeg gik i gang med at kontakte mulige emner, og der gik faktisk ikke længe før jeg havde lovning på yderligere to jobs: rengøring på et spisested samt som webshopmedarbejder et andet sted. Lykken var gjort, og jeg var (undskyld mit sprog) fandme ikke til at skyde igennem!! Seriøst folkens, i så ufattelig lang tid har jeg været på den ene eller den anden form for overførselsindkomst, hvor jeg – i hvert fald det sidste halve år – har været tvunget til at vende hver eneste øre, for at kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har været afhængig af venner og families generøsitet, og har været så uendeligt taknemmelig og flov på samme tid. Pludselig havde jeg udsigt til en fast indkomst, som jeg (undskyld igen) fandme selv havde tjent, og som der ville være nok af!

Men altså, sådan fungerer mit liv jo ikke. Det ved de fleste af dem, der kender mig. For 2-3 uger siden gik den ærgerlige sandhed op for mig: begge mine ekstra arbejdspladser havde lovet mig noget, de åbenbart hverken kunne eller ville holde… Og det er sjovt nok sket på samme måde, som de fleste af mine romantiske forbindelser også slutter: ved at de afbryder kontakten uden en forklaring – men okay, cheferne begge steder er mænd, så det kan vel ikke komme bag på nogen…

Så nu står jeg med et enkelt job (som jeg er yderst taknemmelig over at have og som jeg er glad for at udføre), der ikke kan betale alle mine regninger. Med boligstøtten kan jeg få alle regningerne betalt, men har ikke råd til andet.

Endnu en gang har jeg måttet sande, at man ikke kan tage folks ord for gode varer. Lektien, jeg har lært, er at man ikke kan stole på nogen, og at uanset hvor ærlig man er, så får man ikke tilsvarende tilbage. De to steder er nemlig bekendt med min situation, og ved udmærket godt, at jeg er afhængig af den ekstra indkomst… Er det ikke herligt at vide?

Så samtidigt med at jeg er startet på nyt job med alt hvad det indebærer, så har jeg kæmpet med følelsen af at blive røvrendt igen, store bekymringer i forhold til min økonomi og hvordan jeg skal komme igennem næste måned samt en jobsøgning, der er lidt sværere nu, hvor den skal tage hensyn til et andet job (og at jeg har børn hver anden uge).

Jeg er så frygteligt træt. Træt af at tro på det gode i folk og blive modbevist. Træt af at kæmpe med det økonomiske.

Men hellere ikke mere træt end at jeg ikke vil tilbage i systemet. “Hvorfor stempler du ikke bare op?” Fordi jeg ikke vil tilbage! Faktisk vil jeg nok hellere begynde at sælge min krop, end at skulle tilmelde mig jobnet igen… “Men hvorfor så stædig? Du skal vel også have lidt at spise en gang imellem?” Ja måske.. Og jeg skal sandelig også nok sørge for at mine børn aldrig finder ud af, hvordan det står til – men det bliver uden at skulle tilbage i systemet, for det bliver min død. Måske ikke min fysiske død, men så i hvert fald min mentale…