At være én eller anden

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Kære Mor

I dag er det præcis 20 år siden du gik bort, kun et halvt år efter far. 20 år siden jeg blev forældreløs.

Det er mange år siden jeg glemte, hvordan det føles at have en mor. Jeg hader mig selv for at have glemt det, men for at være realistisk, så er det meget mere end 20 år siden, jeg mistede min mor.

Det var aldrig lagt i kortene, at vi skulle have et godt og harmonisk liv. Faktisk gik det hele i stykker længe før jeg overhovedet kan huske.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke mange lykkelige øjeblikke. Jeg ved de har været der, men desværre er det kun de mange, mange frygtelige minder, der stadig står lysende i min hukommelse, og min dårlige samvittighed, der stadig hjemsøger mig – selvom jeg efterhånden har forstået og accepteret, at der ikke var noget, jeg kunne have gjort. Alligevel vil jeg gerne sige undskyld, Mor, fordi én skal gøre det, og ham der skylder dig det største undskyld, aldrig kan give dig det.

Men aller mest vil jeg sige tak. Tak, fordi du holdt ud så længe. Tak, fordi du prøvede at redde mig. Tak, fordi du ikke gav op.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Al min kærlighed,
din Datter

332810_10151123153107226_1973323457_o

Jante, min gamle ven!

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig at skrive regelmæssigt på bloggen, for jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle.

Måske er det fordi jeg er bange for, at folk rent faktisk læser det – og dømmer mig på det? Måske er det fordi jeg er bange for, at ingen gider læse det? Uanset hvad, så ærgrer det mig, for jeg savner at skrive, og jeg savner at få den feedback, der følger med. Men mit liv har også ændret sig meget det seneste år. Jeg føler pludselig, at jeg er lidt mere privat omkring mig selv og mit liv – til tider. Andre gange har jeg lyst til at råbe ud i verden, at jeg har det godt! Eller at jeg har det skidt! Eller at der er sket noget nyt! …men den gamle jantelov eksisterer nok stadig i mit hoved – og især nu, hvor jeg har det godt, for “hvad rager det mig, hvad der sker i hendes liv, når hun er normal??” Well, dem der kender mig, ved godt at jeg aldrig bliver helt normal, og det har jeg det faktisk ganske udmærket med 😀 Haha! Men ja, det er måske der min frygt ligger. “Hvem tror hun egentlig, hun er??”

Humlen af det hele er nok, at jeg bliver nødt til at være ligeglad – både med hvem der læser med og hvad folk synes om mig. For jeg har det faktisk okay med at nogle mennesker synes at jeg er for meget. For det ER jeg – for nogle. Og sådan tror jeg det skal være.

Hvis jeg lige skal opdatere jer på, hvad der er er sket siden sidst, så har jeg arbejdet. Jeg er frygteligt glad for mit arbejde og ret god til det! Jeg er netop gået i gang med min tredje måned på jobbet, og det går godt! Jeg har ikke haft nogen sygedage, som ville have været standard for bare et par år siden. Jeg har heller ikke haft lyst til at pjække, som jeg ville have haft lyst til ofte for et par år siden.

Jeg er gået op i antal vagter pr. måned, og skal sommeren igennem arbejde 6 dages uger (med en enkelt undtagelse). Jeg har ikke noget ferie opsparet, og har i bund og grund heller ikke noget imod at skulle arbejde så meget. Mine kolleger er heldigvis søde og klar på at give mig en fridag hist og pist, hvis jeg trænger.

Jeg har fundet yderligere to jobs. Det ene for ca. en måned siden og det andet starter jeg på i løbet af juni. Det har givet mig ro økonomisk. Jeg kommer aldrig til at leve som en dronning, men det er faktisk også fuldstændigt ligemeget, så længe jeg kan betale mine regninger, få mad på bordet og lidt sjov og spas en gang imellem 🙂

Pigerne og jeg nyder hinanden hveranden uge, når de bor hos mig! Min kærlighed til dem vokser dag for dag – faktisk til et punkt, hvor det kan gøre helt ondt en gang imellem. De er mine små yndlingsmennesker, og de giver mig så megen kærlighed, glæde og sjov i hverdagen – ja ja, og indimellem lidt grå hår, men det er vist ret naturligt 🙂 Jeg er så vild med den alder, de har lige nu! De begynder så småt at forstå begrebet ‘kærlighed’ og ‘at elske’, og de gør alt hvad de kan, for at vise mig, at de elsker mig. Det må siges at være den aller mest fantastiske følelse i hele verden, når mine unger kigger på mig og siger. “Mor, jeg elsker dig helt op til månen”. Bare ved at skrive det, får jeg glædestårer i øjnene.

Nå, se nu der.. Nu blev det alligevel et langt indlæg.. Håber I gad læse med hertil 🙂 Jeg tror, jeg kan garantere at der kommer flere i løbet af ganske kort tid 🙂

Forandring fryder..

Det er ikke meget I hører fra mig lige pt., men jeg døjer lidt med sygdom og travlhed i én stor pærevælling..

For præcis en uge siden fik jeg farvet mit hår fra blond til brunt. Beslutningen kommer af, at det blonde er for dyrt at vedligeholde, så længe jeg ikke har job – og så er der jo noget med, at så længe du gør det samme, vil du få de samme resultater. Jeg trængte kort og godt til forandring!

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg fortrød det så meget, da håret var farvet, vasket og sat. Dér – på toppen af mit hoved – sad der nu en mørkebrun hjelm! Umiddelbart var det ikke lige dét, jeg havde bedt om, men gjort var gjort, og jeg måtte leve med det.

Facebook-folket efterspurgte et billede, og da de fik det, kunne jeg godt mærke, at de ikke var begejstrede.. Og det er jo fair nok, når nu jeg heller ikke selv var så pjattet med det.

Heldigvis er farvet falmet lidt og jeg er ved at vænne mig til det.. Og når folk ser mig ‘live’, er de heldigvis også positive omkring farven. Ikke at det betyder noget, hvad andre synes, men derfor er det da stadig rart, når de godt kan lide hvad de ser 🙂

Jeg skal ikke være brunette for evigt. Faktisk er mine piger allerede begyndt at spørge til, hvilken farve det skal være næste gang:

-“Mor, hvilken farve skal det så være næste gang?”
-“Det ved jeg ikke, skat. Det har jeg ikke besluttet endnu.”
-“Så kan du jo blive rødhåret?”

Det er rart, at der er nogen, der er eventyrlystne på mine vegne!

Ja ja, et filter kan jo redde hvadsomhelst!