Kærlighed

Work it

Den 1. marts gik min drøm i opfyldelse. Jeg var til jobsamtale, og fik jobbet samme dag. Det var ovenikøbet et job, som jeg virkelig gerne ville have. Så var lykken gjort, skulle man tro, men nej, ikke helt. Jobbet ville kun beskæftige mig knapt 17 timer i ugen. Men hey, nu havde jeg endelig fået et job, og de kloge siger jo, at det er nemmere at få et job, når man har et job. Så jeg gik i gang med at kontakte mulige emner, og der gik faktisk ikke længe før jeg havde lovning på yderligere to jobs: rengøring på et spisested samt som webshopmedarbejder et andet sted. Lykken var gjort, og jeg var (undskyld mit sprog) fandme ikke til at skyde igennem!! Seriøst folkens, i så ufattelig lang tid har jeg været på den ene eller den anden form for overførselsindkomst, hvor jeg – i hvert fald det sidste halve år – har været tvunget til at vende hver eneste øre, for at kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har været afhængig af venner og families generøsitet, og har været så uendeligt taknemmelig og flov på samme tid. Pludselig havde jeg udsigt til en fast indkomst, som jeg (undskyld igen) fandme selv havde tjent, og som der ville være nok af!

Men altså, sådan fungerer mit liv jo ikke. Det ved de fleste af dem, der kender mig. For 2-3 uger siden gik den ærgerlige sandhed op for mig: begge mine ekstra arbejdspladser havde lovet mig noget, de åbenbart hverken kunne eller ville holde… Og det er sjovt nok sket på samme måde, som de fleste af mine romantiske forbindelser også slutter: ved at de afbryder kontakten uden en forklaring – men okay, cheferne begge steder er mænd, så det kan vel ikke komme bag på nogen…

Så nu står jeg med et enkelt job (som jeg er yderst taknemmelig over at have og som jeg er glad for at udføre), der ikke kan betale alle mine regninger. Med boligstøtten kan jeg få alle regningerne betalt, men har ikke råd til andet.

Endnu en gang har jeg måttet sande, at man ikke kan tage folks ord for gode varer. Lektien, jeg har lært, er at man ikke kan stole på nogen, og at uanset hvor ærlig man er, så får man ikke tilsvarende tilbage. De to steder er nemlig bekendt med min situation, og ved udmærket godt, at jeg er afhængig af den ekstra indkomst… Er det ikke herligt at vide?

Så samtidigt med at jeg er startet på nyt job med alt hvad det indebærer, så har jeg kæmpet med følelsen af at blive røvrendt igen, store bekymringer i forhold til min økonomi og hvordan jeg skal komme igennem næste måned samt en jobsøgning, der er lidt sværere nu, hvor den skal tage hensyn til et andet job (og at jeg har børn hver anden uge).

Jeg er så frygteligt træt. Træt af at tro på det gode i folk og blive modbevist. Træt af at kæmpe med det økonomiske.

Men hellere ikke mere træt end at jeg ikke vil tilbage i systemet. “Hvorfor stempler du ikke bare op?” Fordi jeg ikke vil tilbage! Faktisk vil jeg nok hellere begynde at sælge min krop, end at skulle tilmelde mig jobnet igen… “Men hvorfor så stædig? Du skal vel også have lidt at spise en gang imellem?” Ja måske.. Og jeg skal sandelig også nok sørge for at mine børn aldrig finder ud af, hvordan det står til – men det bliver uden at skulle tilbage i systemet, for det bliver min død. Måske ikke min fysiske død, men så i hvert fald min mentale…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed