Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..

Det plejer jeg at have.. styr på tingene. Men de sidste par uger må jeg nok indrømme, at mit planlægningsgen har haft trange kår.

Ofte har jeg taget mig selv i næsten at gå i panik, hvis jeg blev stillet overfor at skulle tage en beslutning, og især hvis der ikke var valgmuligheder. Jeg plejer altid at joke med, at man ikke skal tage mig med på pizzeria, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bestemme mig. Nu er det imidlertid helt galt…

Der kan være mange årsager til det, men jeg er ganske sikker på, at jeg bare er træt og udkørt.. Mit efterår og vinter har været en blandet fornøjelse af sygdom, som jeg ikke rigtigt har kunnet komme af med, ikke mange fridage og forskellige mennesker og ting, der har irriteret mig. Jeg har ikke rigtigt kunnet ‘blive færdig’ med noget, før det næste har skubbet til mig.

Ikke at det har været en dårlig tid med meget dårligt humør – slet ikke – men jeg kan simpelthen mærke at jeg kører på den sidste juice i mit batteri..

On the bright note, så har jeg kun i dag og i morgen tilbage på job, inden jeg kan holde fri i 4 dage. Jeg skal arbejde mellem jul og nytår, men det er kun 3 timer pr. dag i 3 dage, så det bliver ligetil. Herefter har jeg fri i 3 dage, så der skulle være rig mulighed for at få slappet af og tanket op på overskudskontoen.

Pigerne og jeg er så privilligerede at vi ikke skal holde jul hjemme, men hos min kære bonusfar, så juleaften bliver ikke så stresset, som den kunne være blevet 😊

Nytårsaften ved jeg stadig ikke hvad jeg skal.. men hey, der er jo også over en uge til,så det skal jeg nok finde ud af inden 😉

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Ej, jeg havde alligevel lidt flere ord på hjerte, end jeg først troede.

Dét der pisser mig aller mest af, er når folk ikke svarer på beskeder, hvor der bliver stillet et spørgsmål. Det er simpelthen så respektløst, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan lade et andet menneske hænge på den måde!

Her taler jeg både i forhold til datingmarkedet, hvor jeg så ofte har oplevet, at fyren pludselig bare ikke skriver mere. Intet farvel. Intet “jeg tror ikke det går”. Bare stilhed.. Så sidder man tilbage med tusindvis af modstridende følelser, for “sagde jeg noget forkert?” “Det er fandme ikke mig, det er galt med – eller er det?” osv. Men jeg sidder ofte også tilbage med en følelse af ikke at være noget værd. Tænk at man bare dropper mig uden at gide fortælle mig det..

Det er desværre ikke kun i datingsammenhænge at jeg oplever det. Også familie …indimellem venner og – især – i jobsammenhænge..

Jeg forstår ikke denne tendens. Og slet ikke i en verden, hvor man sidder bag hver sin skærm og kaster sine holdninger til højre og venstre. Holdninger og synspunkter, som der ikke bliver spurgt efter. Men når det kommer til at svare på et svært/personligt/besværligt spørgsmål, så gider man ikke!?

Kære medmennesker! Tænk lige over det i 2 sekunder. Der går ikke skår af nogen ved at svare på beskeder. Måske er det et svar, hvor man frygter at gøre modtageren ked af det, men vished er altid bedre end stilhed! Altid!

For lidt over et år siden tog jeg til Tinderbox Festival. Det er jo – som sådan – ikke noget særligt. Hvis man altså lige ser bort fra, at jeg tog selv afsted. Jeg havde fundet overnatning hos en privat, der skulle have to andre piger sovende også. Udover det havde jeg ikke nogen aftaler med nogen som helst, og bortset lige fra en enkelt aften sammen med mine roomies, så var jeg selv til festival: dansede selv, drak øl med mig selv og sang selv.

Det var en virkelig god oplevelse. Jeg kan godt lide mit eget selskab, og ofte har jeg svært ved at skulle forholde mig til mennesker hele dagen lang, så for mig fungerede det så godt at være selv afsted. Selvfølgelig savnede jeg selskab indimellem, for store oplevelser bliver bare bedre af at blive delt med andre, men jeg gjorde heller ikke noget aktivt for at komme i snak med andre.

Da jeg kom hjem fra festivalen, var jeg fuldstændigt høj på oplevelsen! Jeg fik idéer i forhold til min oplevelse og hvordan jeg kunne bruge det som blogger, for jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget af det rigtige.

Jeg har altid elsket at skrive, og har også arbejdet med det ad flere omgange. Min blog har jeg skrevet på siden 2009, hvor jeg også læste dansk på Syddansk Universitet. Bloggen har været mit hjertebarn, og jeg har udsat den for mange mærkelige emner, og jeg har altid elsket at skrive på den. Den har dog altid været primært personlig, og det er svært at blive ved med at finde nye, relevante emner at skrive om.

Et par dage efter jeg kom hjem fra festival, røg jeg totalt ned med flaget, og blev der 1½-2 måneder. Da jeg langsomt kom til hægterne igen, var drømmene om bloggen væk igen, og kampen for at få gang i en normal hverdag, begyndte igen.

Hvad bloggerdrømmen gik ud på, spørger du? Jeg ville begynde at skrive om at gøre ting selv. Min bloggeridentitet skulle være, at jeg var singlepigen fra Sønderjylland, der tog i biografen, på restaurant, til festival, på ferie, i sommerhus, til foredrag, i svømmehal, til sport osv. osv. selv. Økonomisk har jeg store begrænsninger, men måske findes der virksomheder derude, som synes det kunne være sjovt at få besøg af mig, mod at jeg skriver om oplevelsen bagefter. Hvis I kender nogen, der kunne synes om det, så tip dem om mig! Det kunne da være sjovt!

Der er så mange, der har sagt til mig, at det var vildt modigt at tage på festival selv, og at de synes det er fedt gjort, så derfor kunne det være fedt  at gøre det noget mere, og vise dem der egentlig gerne vil selv, at det slet ikke er så slemt. Samtidig har jeg selv en udfordring, som jeg kunne smide i puljen, og det er at jeg har ualmindeligt svært ved at tage kontakt til andre mennesker. Det er noget, jeg vil arbejde med, mens jeg gør de her ting – og går det godt, er det en succes, og går det knapt så godt, så er der lidt sjov læsestof til jer 😉

Jeg kender ikke til andre bloggere, der gør det samme, og enten er det fordi folk ikke gider læse om det, eller også er det fordi der bare ikke er andre, der skriver om det – og så må JEG jo gøre det! 😀

Idéen har ulmet i mit hoved i over et år nu, så det må være tid til at gøre noget ved det. Hvis jeg ikke tager springet nu, så vil jeg altid tænke “hvad nu hvis…”

Hvad synes I om det? Og hvad kunne I tænke jer at læse om – altså, hvilke oplevelser? 🙂  Måske kan I ovenikøbet udtænke forskellige udfordringer til mig på de forskellige oplevelser? Jeg er spændt på at høre fra jer!