Så svar dog!

Summer lovin’

Da jeg var til jobsamtale den 01.03.17 blev jeg spurgt til mine ferieplaner. Jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde nogen planer, og i øvrigt heller ikke havde optjent noget ferie.

Derfor har jeg arbejdet 6 dage i ugen hele sommeren igennem. Det har jeg ikke haft noget imod, for så længe jeg var på arbejde, kunne jeg ikke bruge penge, og i øvrigt arbejdede jeg jo “kun 3 timer om dagen, så det var lige til at klare”. Grunden til at det er i citationstegn er at det var dét, jeg sagde til alle, der spurgte.

Men det var næsten mere end jeg kunne holde til.. Heldigvis kunne jeg dog se frem til uge 33, hvor jeg ville få min ugentlige fridag tilbage samt hver 4. lørdag fri. Samtidig ville timeantallet dog stige, idet vi har ændret åbningstiderne i butikken, så vi går fra at have åbent 18 timer i ugen til 32 timer i ugen. Jeg er nu på gennemsnitligt 22 timer i ugen, og det gør at der kommer lidt ro på min økonomiske situation. Jeg bliver ikke hverken millionær eller rig af at arbejde 22 timer i ugen, men jeg kan betale mine regninger OG have det lidt sjovt en gang imellem 🙂

Nå, men I har vist fået med, at min sommer har været udfordrende på datingfronten, og dét blandet med arbejdet, tankerne om økonomi og et evigt dårligt humør gav mig stresslignende symptomer. Jeg følte mig hele tiden lidt småsyg, begyndte at slå ud på halsen og brystet, var altid træt og udkørt og havde ingen overskud. Jeg overvejede ofte, om jeg skulle ringe til lægen og tale med hende om at øge dosis af det stemningsstabiliserende medicin, jeg tager. Men jeg havde ikke lyst. For mig ville det være et gigantisk nederlag at skulle OP i medicin og ikke ned, så jeg lod være..

Jeg ved ikke, hvad der gjorde forskellen – eller måske var det så enkelt, som det så ud: i sidste uge kom min veninde L ned i butikken, for at sige hej. Vi tog på café efter jeg havde fri, og lavede en aftale til dagen efter. Allerede der fik humøret et nøk opad. Lørdag efter arbejde mødtes jeg med to af mine andre veninder, R og M, og vi var på café, til Stella Polaris festival i Sønderborg og i byen i Aabenraa.

Jeg fik tanket op i mine glædes- og energidepoter igen, og i og med at der er kommet lidt mere styr på job og dermed økonomi, så er der også kommet ro på den front.

Nu gælder det så om at få mig selv helt op i gear igen. Og det er egentlig meget ‘enkelt’, for det kræver bare lidt omtanke med maden, træning og gode tanker om mig selv. Jeg ved det jo, og dermed bør det ikke være så svært… (og det er det jo! For pokker da også! Dét, der burde være absolut det nemmeste, er virkelig det sværeste…).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så svar dog!