Lidt om kærlighed

Hvis nogen havde spurgt mig for bare 4 måneder siden, om hvordan forelskelse ville føles, så ville jeg have sagt, at jeg var sikker på, at når jeg endelig mødte en fyr, som jeg forelskede mig i og som også forelskede sig i mig, så ville alle mine tvivl og al min usikkerhed forsvinde.

Virkeligheden er dog en hel anden.

For lidt over 3 måneder siden mødte jeg ham. Ham, som jeg forelskede mig i, efter at have været single i over 3 år. Ham, som også forelskede sig i mig.

Samtidig med at forelskelsen har raset i min krop, er min usikkerhed blusset op. For hvorfor vil så dejlig en fyr dog være sammen med mig? Er der en skjult agenda? Tager han tykt pis på mig?

Jeg har opført mig skrækkeligt – ikke med vilje – men som resultat af, at jeg er så bange for at blive såret og holdt for nar. Jeg har tvivlet og holdt igen med mine følelser (så meget som jeg nu kunne), for følelsen af at han også ville miste interessen og forlade mig, har været så overvældende.

Vi er nået til et punkt, hvor jeg skal stoppe med at tvivle, for ellers går det i stykker. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han ikke gør noget som helst, der retfærdiggør at jeg tvivler, er bange og holder tilbage. Han gør – tværtimod – alt rigtigt. Han, ikke bare, fortæller mig, at han vil mig, men viser mig det – hele tiden.

Så hvad gør jeg nu? Det er så nemt at tænke, at jeg ‘bare’ skal tage mig sammen og forstå, at indimellem er “for godt til at være sandt” ikke rigtigt. Det her ER godt og det ER sandt. Jeg skal have slået mine dæmoner ihjel, så jeg ikke skubber ham længere væk. Jeg skal indse, at det er MIG, han er forelsket i – hele mig – og at jeg er dét værd. For det er nok dét, min største tvivl har været; når nu jeg ikke selv føler at jeg er noget værd, hvorfor skulle han så? 3 års singleliv med dertil hørende ‘fuckbois’ og useriøse fyre, løgne og bedrag har sat sine meget dybe spor, men det skal være slut nu!

I dag er den dag, hvor jeg ‘tager mig sammen’ og finder min ‘uskyld’ igen. Det skal være den dag, hvor jeg indser at jeg har fundet en fyr, der vil mig og som jeg vil have i mit liv. Det skal også være den dag, hvor jeg giver slip og lader mig selv elske med 180 km. i timen. Det skal være den dag, hvor jeg atter indser, at jeg er en kvinde, der fortjener lykke og kærlighed, og som åbner mig selv op for at blive såret. For det er jo dét kærlighed går ud på; at tage en chance, der indebærer risikoen for at blive såret – men i langt højere grad at blive lykkelig.

Kære læsere, med risiko for at lyde alt for kliché-agtig, så grib for helvede dagen og kærligheden! Det er jo dét, vi er her for <3

kaerlighed_0

Billedet er lånt herfra: https://koldingbib.dk/nyheder/inspiration/young-adult-kaerlighed

At være én eller anden

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Kære Mor

I dag er det præcis 20 år siden du gik bort, kun et halvt år efter far. 20 år siden jeg blev forældreløs.

Det er mange år siden jeg glemte, hvordan det føles at have en mor. Jeg hader mig selv for at have glemt det, men for at være realistisk, så er det meget mere end 20 år siden, jeg mistede min mor.

Det var aldrig lagt i kortene, at vi skulle have et godt og harmonisk liv. Faktisk gik det hele i stykker længe før jeg overhovedet kan huske.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke mange lykkelige øjeblikke. Jeg ved de har været der, men desværre er det kun de mange, mange frygtelige minder, der stadig står lysende i min hukommelse, og min dårlige samvittighed, der stadig hjemsøger mig – selvom jeg efterhånden har forstået og accepteret, at der ikke var noget, jeg kunne have gjort. Alligevel vil jeg gerne sige undskyld, Mor, fordi én skal gøre det, og ham der skylder dig det største undskyld, aldrig kan give dig det.

Men aller mest vil jeg sige tak. Tak, fordi du holdt ud så længe. Tak, fordi du prøvede at redde mig. Tak, fordi du ikke gav op.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Al min kærlighed,
din Datter

332810_10151123153107226_1973323457_o

It’s been a while…

Ja, som jeg nævnte inde på facebooksiden, så døde min computer for noget tid siden… Som bekendt er jeg på kontanthjælp, ramt af loftet og befinder mig – ligesom alle andre – i december måned, så der har ikke været mulighed for at købe en ny computer. Til gengæld har jeg været så heldig at kunne låne mig frem til én…

Så hvad er der sket siden sidst? Puha, en del..!

Den 6. december havde jeg sidste dag i BC-Gym. Det var virkelig en trist dag, som jeg på ingen måde havde set frem til.. Der blev ikke lavet så meget på dagen, men jeg fik trænet lidt og overrakt en gavekurv, som jeg blev virkelig glad for, sammen med et knus, som jeg blev endnu mere glad for. Hvor er jeg glad for at jeg fortsat kan træne dernede! Lækker gavekurv med masser af juleforkælelse

Den 6. december var samtidig også en spændende dag, for om formiddagen var jeg for første gang til hypnose!
Min veninde havde selv prøvet det, og mente at det kunne hjælpe mig videre. Min tid i TUBA har gjort mig klog på problematikker fra fortiden og på handlemønstre, tankemåder osv. Jeg er blevet virkelig klog på mig selv, og kunne efterhånden begynde at trække røde tråde fra min fortid til min nutid, men det var som om jeg ikke kunne komme videre derfra. Min selvværd var stadig dårligt og min selvtillid ikke-eksisterende, og jeg trængte til at prøve noget andet.

Nu har jeg været til hypnose tre gange, og jeg må sige at det har ændret mit liv! Mine tankemønstre er ændret, og det samme er min måde at reagere på. Jeg er blevet meget mere selvsikker og ved nu, at jeg er meget mere værd, end jeg nogensinde før har følt.

Say what!? Ja, det er store sager!!

Derudover er jeg begyndt at se en fyr. En fyr, som jeg er blevet meget glad for, og som jeg håber på vil være min kæreste en gang. Mere har jeg ikke lyst til at fortælle om det.. 😉

Og sidst, men ikke mindst, har jeg netop været til samtale hos min sagsbehandler på Jobcenteret. Som altid, var jeg nervøs før jeg skulle afsted, men det blev heldigvis gjort til skamme. Hun havde været inde og kigge på de jobs, jeg har søgt, og roste mig for at søge bredt – både i forhold til branche og geografi. Hun ville ikke sende mig i nyttejob, fordi hun ser potentiale i mig, og mente, at det ville være bedre at finde en praktik, hvor der er chance for job eller evt. løntilskud bagefter. En beslutning, jeg er meget glad for! Så i det nye år skal jeg til samtale hos en virksomhedskonsulent, hvor vi forhåbentlig finder på noget godt til mig, så jeg snart kan komme ud af systemet!

Nå, mere om det hele senere.. Det var jo ikke meningen at I skal høre det hele på én gang 🙂

 

Forandring fryder..

Det er ikke meget I hører fra mig lige pt., men jeg døjer lidt med sygdom og travlhed i én stor pærevælling..

For præcis en uge siden fik jeg farvet mit hår fra blond til brunt. Beslutningen kommer af, at det blonde er for dyrt at vedligeholde, så længe jeg ikke har job – og så er der jo noget med, at så længe du gør det samme, vil du få de samme resultater. Jeg trængte kort og godt til forandring!

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg fortrød det så meget, da håret var farvet, vasket og sat. Dér – på toppen af mit hoved – sad der nu en mørkebrun hjelm! Umiddelbart var det ikke lige dét, jeg havde bedt om, men gjort var gjort, og jeg måtte leve med det.

Facebook-folket efterspurgte et billede, og da de fik det, kunne jeg godt mærke, at de ikke var begejstrede.. Og det er jo fair nok, når nu jeg heller ikke selv var så pjattet med det.

Heldigvis er farvet falmet lidt og jeg er ved at vænne mig til det.. Og når folk ser mig ‘live’, er de heldigvis også positive omkring farven. Ikke at det betyder noget, hvad andre synes, men derfor er det da stadig rart, når de godt kan lide hvad de ser 🙂

Jeg skal ikke være brunette for evigt. Faktisk er mine piger allerede begyndt at spørge til, hvilken farve det skal være næste gang:

-“Mor, hvilken farve skal det så være næste gang?”
-“Det ved jeg ikke, skat. Det har jeg ikke besluttet endnu.”
-“Så kan du jo blive rødhåret?”

Det er rart, at der er nogen, der er eventyrlystne på mine vegne!

Ja ja, et filter kan jo redde hvadsomhelst!