Hvis nogen havde spurgt mig for bare 4 måneder siden, om hvordan forelskelse ville føles, så ville jeg have sagt, at jeg var sikker på, at når jeg endelig mødte en fyr, som jeg forelskede mig i og som også forelskede sig i mig, så ville alle mine tvivl og al min usikkerhed forsvinde.

Virkeligheden er dog en hel anden.

For lidt over 3 måneder siden mødte jeg ham. Ham, som jeg forelskede mig i, efter at have været single i over 3 år. Ham, som også forelskede sig i mig.

Samtidig med at forelskelsen har raset i min krop, er min usikkerhed blusset op. For hvorfor vil så dejlig en fyr dog være sammen med mig? Er der en skjult agenda? Tager han tykt pis på mig?

Jeg har opført mig skrækkeligt – ikke med vilje – men som resultat af, at jeg er så bange for at blive såret og holdt for nar. Jeg har tvivlet og holdt igen med mine følelser (så meget som jeg nu kunne), for følelsen af at han også ville miste interessen og forlade mig, har været så overvældende.

Vi er nået til et punkt, hvor jeg skal stoppe med at tvivle, for ellers går det i stykker. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han ikke gør noget som helst, der retfærdiggør at jeg tvivler, er bange og holder tilbage. Han gør – tværtimod – alt rigtigt. Han, ikke bare, fortæller mig, at han vil mig, men viser mig det – hele tiden.

Så hvad gør jeg nu? Det er så nemt at tænke, at jeg ‘bare’ skal tage mig sammen og forstå, at indimellem er “for godt til at være sandt” ikke rigtigt. Det her ER godt og det ER sandt. Jeg skal have slået mine dæmoner ihjel, så jeg ikke skubber ham længere væk. Jeg skal indse, at det er MIG, han er forelsket i – hele mig – og at jeg er dét værd. For det er nok dét, min største tvivl har været; når nu jeg ikke selv føler at jeg er noget værd, hvorfor skulle han så? 3 års singleliv med dertil hørende ‘fuckbois’ og useriøse fyre, løgne og bedrag har sat sine meget dybe spor, men det skal være slut nu!

I dag er den dag, hvor jeg ‘tager mig sammen’ og finder min ‘uskyld’ igen. Det skal være den dag, hvor jeg indser at jeg har fundet en fyr, der vil mig og som jeg vil have i mit liv. Det skal også være den dag, hvor jeg giver slip og lader mig selv elske med 180 km. i timen. Det skal være den dag, hvor jeg atter indser, at jeg er en kvinde, der fortjener lykke og kærlighed, og som åbner mig selv op for at blive såret. For det er jo dét kærlighed går ud på; at tage en chance, der indebærer risikoen for at blive såret – men i langt højere grad at blive lykkelig.

Kære læsere, med risiko for at lyde alt for kliché-agtig, så grib for helvede dagen og kærligheden! Det er jo dét, vi er her for <3

Billedet er lånt herfra: https://koldingbib.dk/nyheder/inspiration/young-adult-kaerlighed

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

I går var en rigtig svær dag. Mit elskede træningscenter, BC Gym, som har betydet så meget for mig – både i forhold til træning, men sandelig også i forhold til selvudvikling, selvkærlighed, venskaber og familie.

Til jer, der ikke ved det, var jeg i praktik i BC Gym i tre måneder, hvor jeg gjorde rent, var ansvarlig for centerets 1 års fødselsdag, trænede, lærte om kost og træning og meget, meget mere. Mens jeg var i BC blomstrede jeg op. Jeg er aldrig blevet taget imod på den måde. Der var fuld accept fra starten, ingen spørgsmål til andet end dét jeg selv valgte at fortælle.

Så jeg tabte mig, følte et spirende selvværd og selvtillid, Jeg fik nye venskaber – ja, faktisk en helt ny familie.

Det var svært, da praktikken sluttede. Heldigvis kunne jeg fortsætte med at træne dernede, og hvis jeg ikke lige havde lyst til at træne, så tog jeg derned for at snakke. Ligesom man gør med sine venner og familie.

Uheldigvis måtte BC lukke, og det gjorde de i går. Jeg var dernede om eftermiddagen, hvor jeg fodrede min tidligere chef med kage (så bliver han glad) og talte lidt løst og fast. Om aftenen var vi nogle stykker, der samledes dernede til en gravøl og en snak – og heldigvis en masse grin og minder. Kl. 23 lukkede centeret for sidste gang, og en æra er slut.

Mennesker, der ikke har sådan et sted – uanset om det er et træningscenter, en gymnasieklasse, hold, forening, arbejdsplads eller hvad det kan være – kan sikkert ikke helt sætte sig ind i, at det kan være svært, og jeg er heller ikke helt sikker på, at mine ord kan fortælle jer, hvor meget det center og de mennesker betyder for mig. Det er mit andet hjem. Det er der jeg tager hen, når jeg er vred, når jeg er glad, når jeg er ked af det. Det er dér jeg går hen i en hvilken som helst sindsstemning, men altid kun går fra i bedre humør end da jeg kom.

Min BC-familie betyder så meget for mig, og ét af mine største ønsker er at vi engang kan samles igen…

Stopper du så med at træne, tænker du? Nej, det gør jeg ikke. Jeg og nogle af drengene var nede og melde os ind i Fitness World i dag. Fremover vil træningen blive for træningens skyld – ikke for hyggens, men det er også okay – i en periode. 

I dag er det præcis 20 år siden du gik bort, kun et halvt år efter far. 20 år siden jeg blev forældreløs.

Det er mange år siden jeg glemte, hvordan det føles at have en mor. Jeg hader mig selv for at have glemt det, men for at være realistisk, så er det meget mere end 20 år siden, jeg mistede min mor.

Det var aldrig lagt i kortene, at vi skulle have et godt og harmonisk liv. Faktisk gik det hele i stykker længe før jeg overhovedet kan huske.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke mange lykkelige øjeblikke. Jeg ved de har været der, men desværre er det kun de mange, mange frygtelige minder, der stadig står lysende i min hukommelse, og min dårlige samvittighed, der stadig hjemsøger mig – selvom jeg efterhånden har forstået og accepteret, at der ikke var noget, jeg kunne have gjort. Alligevel vil jeg gerne sige undskyld, Mor, fordi én skal gøre det, og ham der skylder dig det største undskyld, aldrig kan give dig det.

Men aller mest vil jeg sige tak. Tak, fordi du holdt ud så længe. Tak, fordi du prøvede at redde mig. Tak, fordi du ikke gav op.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Al min kærlighed,
din Datter

Jeg har mødt en dejlig fyr, som jeg ser en masse potentiale i. Han får sommerfuglene i min mave til at flakse rundt, og han har sat en masse tanker om fremtiden i gang. Efter 2. date var vi vilde med hinanden, og på trods af at vi ikke bor i nærheden af hinanden, så var vi enige om at vi ville finde ud af det. Der gik dog kun yderligere to dates, og så fandt han ud af, at han ikke var klar..

Jeg sidder tilbage med en kæmpe følelse af håbløshed, for jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at hvis jeg bare kunne møde en fyr, som jeg blev vild med og som også blev vild med mig, så var lykken gjort! Så behøvede jeg ikke mere end det.. Well..

For første gang siden jeg mødte min eksmand i 2008, er jeg forelsket. Men det er på en helt anden måde, end nogensinde før. Da jeg var sikker på at min date og jeg ville hinanden, følte jeg en overvældende ro midt i sommerfuglene. Det var så dejligt at vide, at den her helt fantastiske fyr sad et sted i Danmark (og indimellem udlandet) og var vild med mig. Vi så hinanden så meget som det kunne lade sig gøre, taget mine børn og job og hans job og rejser i betragtning, og det var så dejligt at være sammen. Han fik mig til at overveje en masse store ting igen, som jeg havde forsvoret at jeg ville ændre holdning til.

Og pludselig trak han så i land igen. Ikke fordi han ikke stadig er vild med mig, men fordi han ikke er klar.

Er I klar over, hvor svært det er at forholde sig til det? At en person er vild med dig, men ikke helt nok til at ville overveje at blive kæreste med dig?

For jeg kræver ikke meget. Jeg ønsker bare en kæreste, som er vild med mig, og som har lyst til at finde tid til mig. Jeg har absolut ingen krav om at skulle flytte sammen inden for et halvt år eller blive forlovet. Han skal ikke forsørge hverken mig eller mine børn, og han skal ikke bekymre sig om at være stedfar for mine børn. For så hurtigt skal det ikke gå…

Jeg ønsker virkelig en person i mit liv, der bare har lyst til mig – uden alle mulige forventninger og uden at tro at jeg har alle mulige forventninger.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan en svær person at sige ja til?