Summer lovin’

Da jeg var til jobsamtale den 01.03.17 blev jeg spurgt til mine ferieplaner. Jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde nogen planer, og i øvrigt heller ikke havde optjent noget ferie.

Derfor har jeg arbejdet 6 dage i ugen hele sommeren igennem. Det har jeg ikke haft noget imod, for så længe jeg var på arbejde, kunne jeg ikke bruge penge, og i øvrigt arbejdede jeg jo “kun 3 timer om dagen, så det var lige til at klare”. Grunden til at det er i citationstegn er at det var dét, jeg sagde til alle, der spurgte.

Men det var næsten mere end jeg kunne holde til.. Heldigvis kunne jeg dog se frem til uge 33, hvor jeg ville få min ugentlige fridag tilbage samt hver 4. lørdag fri. Samtidig ville timeantallet dog stige, idet vi har ændret åbningstiderne i butikken, så vi går fra at have åbent 18 timer i ugen til 32 timer i ugen. Jeg er nu på gennemsnitligt 22 timer i ugen, og det gør at der kommer lidt ro på min økonomiske situation. Jeg bliver ikke hverken millionær eller rig af at arbejde 22 timer i ugen, men jeg kan betale mine regninger OG have det lidt sjovt en gang imellem 🙂

Nå, men I har vist fået med, at min sommer har været udfordrende på datingfronten, og dét blandet med arbejdet, tankerne om økonomi og et evigt dårligt humør gav mig stresslignende symptomer. Jeg følte mig hele tiden lidt småsyg, begyndte at slå ud på halsen og brystet, var altid træt og udkørt og havde ingen overskud. Jeg overvejede ofte, om jeg skulle ringe til lægen og tale med hende om at øge dosis af det stemningsstabiliserende medicin, jeg tager. Men jeg havde ikke lyst. For mig ville det være et gigantisk nederlag at skulle OP i medicin og ikke ned, så jeg lod være..

Jeg ved ikke, hvad der gjorde forskellen – eller måske var det så enkelt, som det så ud: i sidste uge kom min veninde L ned i butikken, for at sige hej. Vi tog på café efter jeg havde fri, og lavede en aftale til dagen efter. Allerede der fik humøret et nøk opad. Lørdag efter arbejde mødtes jeg med to af mine andre veninder, R og M, og vi var på café, til Stella Polaris festival i Sønderborg og i byen i Aabenraa.

Jeg fik tanket op i mine glædes- og energidepoter igen, og i og med at der er kommet lidt mere styr på job og dermed økonomi, så er der også kommet ro på den front.

Nu gælder det så om at få mig selv helt op i gear igen. Og det er egentlig meget ‘enkelt’, for det kræver bare lidt omtanke med maden, træning og gode tanker om mig selv. Jeg ved det jo, og dermed bør det ikke være så svært… (og det er det jo! For pokker da også! Dét, der burde være absolut det nemmeste, er virkelig det sværeste…).

Et sidste farvel

I går var en rigtig svær dag. Mit elskede træningscenter, BC Gym, som har betydet så meget for mig – både i forhold til træning, men sandelig også i forhold til selvudvikling, selvkærlighed, venskaber og familie.

Til jer, der ikke ved det, var jeg i praktik i BC Gym i tre måneder, hvor jeg gjorde rent, var ansvarlig for centerets 1 års fødselsdag, trænede, lærte om kost og træning og meget, meget mere. Mens jeg var i BC blomstrede jeg op. Jeg er aldrig blevet taget imod på den måde. Der var fuld accept fra starten, ingen spørgsmål til andet end dét jeg selv valgte at fortælle.

Så jeg tabte mig, følte et spirende selvværd og selvtillid, Jeg fik nye venskaber – ja, faktisk en helt ny familie.

Det var svært, da praktikken sluttede. Heldigvis kunne jeg fortsætte med at træne dernede, og hvis jeg ikke lige havde lyst til at træne, så tog jeg derned for at snakke. Ligesom man gør med sine venner og familie.

Uheldigvis måtte BC lukke, og det gjorde de i går. Jeg var dernede om eftermiddagen, hvor jeg fodrede min tidligere chef med kage (så bliver han glad) og talte lidt løst og fast. Om aftenen var vi nogle stykker, der samledes dernede til en gravøl og en snak – og heldigvis en masse grin og minder. Kl. 23 lukkede centeret for sidste gang, og en æra er slut.

Mennesker, der ikke har sådan et sted – uanset om det er et træningscenter, en gymnasieklasse, hold, forening, arbejdsplads eller hvad det kan være – kan sikkert ikke helt sætte sig ind i, at det kan være svært, og jeg er heller ikke helt sikker på, at mine ord kan fortælle jer, hvor meget det center og de mennesker betyder for mig. Det er mit andet hjem. Det er der jeg tager hen, når jeg er vred, når jeg er glad, når jeg er ked af det. Det er dér jeg går hen i en hvilken som helst sindsstemning, men altid kun går fra i bedre humør end da jeg kom.

Min BC-familie betyder så meget for mig, og ét af mine største ønsker er at vi engang kan samles igen…

Stopper du så med at træne, tænker du? Nej, det gør jeg ikke. Jeg og nogle af drengene var nede og melde os ind i Fitness World i dag. Fremover vil træningen blive for træningens skyld – ikke for hyggens, men det er også okay – i en periode. BC-Gyms fødselsdag

Endnu en ny start

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at finde det nye blognavn og stedet, hvorfra jeg ville blogge. Mit valg faldt – som I jo nok kan se – på Bloggers Delight, der klarer alt det ‘svære’ for mig, så jeg ikke behøver koncentrere mig om alt muligt, som jeg egentlig ikke gider bruge tid på..

Jeg lavede jo en konkurrence, hvor jeg udlovede en præmie til den, der fandt på det bedste navn, og da jeg har valgt mit blognavn ud fra to  af forslagene, er der naturligvis også to, der skal have en præmie!

Vinderne blev altså:

Patricia Hansen “Sandra – helt ufiltreret” du så sej moster! Elsker og savner dig

og

Trine Borg Bording Hvad med blot at blogge under dit helt eget navn ❤️❤️❤️
Tusind tak til alle jer, der kom med forslag til min nye blogs navn!

Med hensyn til udseendet på bloggen, så kommer den til at ændre sig i løbet af det næste stykke tid – indtil jeg bliver tilfreds.. 🙂