Da jeg var til jobsamtale den 01.03.17 blev jeg spurgt til mine ferieplaner. Jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde nogen planer, og i øvrigt heller ikke havde optjent noget ferie.

Derfor har jeg arbejdet 6 dage i ugen hele sommeren igennem. Det har jeg ikke haft noget imod, for så længe jeg var på arbejde, kunne jeg ikke bruge penge, og i øvrigt arbejdede jeg jo “kun 3 timer om dagen, så det var lige til at klare”. Grunden til at det er i citationstegn er at det var dét, jeg sagde til alle, der spurgte.

Men det var næsten mere end jeg kunne holde til.. Heldigvis kunne jeg dog se frem til uge 33, hvor jeg ville få min ugentlige fridag tilbage samt hver 4. lørdag fri. Samtidig ville timeantallet dog stige, idet vi har ændret åbningstiderne i butikken, så vi går fra at have åbent 18 timer i ugen til 32 timer i ugen. Jeg er nu på gennemsnitligt 22 timer i ugen, og det gør at der kommer lidt ro på min økonomiske situation. Jeg bliver ikke hverken millionær eller rig af at arbejde 22 timer i ugen, men jeg kan betale mine regninger OG have det lidt sjovt en gang imellem 🙂

Nå, men I har vist fået med, at min sommer har været udfordrende på datingfronten, og dét blandet med arbejdet, tankerne om økonomi og et evigt dårligt humør gav mig stresslignende symptomer. Jeg følte mig hele tiden lidt småsyg, begyndte at slå ud på halsen og brystet, var altid træt og udkørt og havde ingen overskud. Jeg overvejede ofte, om jeg skulle ringe til lægen og tale med hende om at øge dosis af det stemningsstabiliserende medicin, jeg tager. Men jeg havde ikke lyst. For mig ville det være et gigantisk nederlag at skulle OP i medicin og ikke ned, så jeg lod være..

Jeg ved ikke, hvad der gjorde forskellen – eller måske var det så enkelt, som det så ud: i sidste uge kom min veninde L ned i butikken, for at sige hej. Vi tog på café efter jeg havde fri, og lavede en aftale til dagen efter. Allerede der fik humøret et nøk opad. Lørdag efter arbejde mødtes jeg med to af mine andre veninder, R og M, og vi var på café, til Stella Polaris festival i Sønderborg og i byen i Aabenraa.

Jeg fik tanket op i mine glædes- og energidepoter igen, og i og med at der er kommet lidt mere styr på job og dermed økonomi, så er der også kommet ro på den front.

Nu gælder det så om at få mig selv helt op i gear igen. Og det er egentlig meget ‘enkelt’, for det kræver bare lidt omtanke med maden, træning og gode tanker om mig selv. Jeg ved det jo, og dermed bør det ikke være så svært… (og det er det jo! For pokker da også! Dét, der burde være absolut det nemmeste, er virkelig det sværeste…).

For to år siden gik jeg ned med et brag. Min daværende mand og jeg gik fra hinanden og gjorde vores to vidunderlige børn til skilsmissebørn, og det var bare den sidste dråbe i mit indre glas. Siden jeg var helt lille, har mit liv været fyldt med vold, misbrug, død og fiaskoer – og som 33-årig kunne jeg ikke længere holde til det.

Som jeg også tidligere har nævnt, røg jeg i psykiatrien, hvor jeg fik et par diagnoser, der gav mig chancen for at starte forfra. Nu begyndte jeg pludselig at forstå, hvorfor jeg i så mange år havde reageret så uhensigtsmæssigt i så mange sammenhænge. Hvorfor jeg aldrig kunne færdiggøre noget. Hvorfor jeg ikke kunne føle noget.

Udover, at jeg er tilbagevendende moderat depressiv, så har jeg også en ængstelig evasiv personlighedsstruktur. Det betyder – i korte træk – at jeg føler mig underdanig i forhold til andre mennesker. Jeg stoler ikke på mig selv, og føler ikke, at mine evner rækker lige så langt som andres. At jeg er en bedrager.

Indtil for to år siden undgik jeg helst at være sammen med andre mennesker – alle, bortset fra mine kærester. Det er helt sikkert også derfor, jeg 1) har været i forhold det meste af mit voksne liv 2) kun har haft to forhold: ét på 7½ år og ét på 6 år.
Siden jeg blev student i 2000 har jeg ikke haft en ‘hjerteveninde’. Jeg har prøvet, og har fået startet noget op med flere forskellige, men jeg har altid (ubevidst) skubbet dem væk igen, enten ved ikke at være til at få fat på eller ved at være fuldstændigt utålelig.. For det kan jeg godt se nu, at jeg har været…

Jeg ser mig selv som genfødt – på en ganske ureligiøs måde. Mit gamle jeg døde, da T og jeg gik fra hinanden og jeg fik mit breakdown i 2014. Siden da har jeg skulle lære alting forfra: hvad jeg kunne lide, hvem jeg kunne lide og hvorfor jeg kunne lide noget, men vigtigst af alt skulle jeg finde ud af, hvem Sandra i virkeligheden var, når alt det gamle lort var taget væk. Det var som at stå helt nøgen, efter at mit beskidte og uklædelige tøj var taget af mig. Jeg skulle lære at klæde mig på igen og finde ud af, hvilket tøj, der klædte mig og fremhævede mine gode træk.

Jeg er slet ikke i mål endnu, men jeg føler mig bedre påklædt end nogensinde før. Her har TUBA været en kæmpe hjælp for mig.
Jeg har fået mig en rigtig hjerteveninde. En kvinde, som jeg har turdet at lukke mig op for, og som jeg tilbringer rigtigt meget tid sammen med. Det er en fantastisk følelse at vide, at der rent faktisk er nogen, der kender mig! Nogen, der kender mig OG elsker mig. Min personlighedsforstyrrelse fortæller mig nemlig hele tiden, at jeg bluffer, og at den person jeg viser frem, ikke er den rigtige Sandra; at hvis folk omkring mig ser den rigtige Sandra, så vil de ikke kunne lide mig.

Så jeg kæmper! Mod mig selv og med mig selv. Men jeg kæmper – og for første gang i mit liv, har jeg våben at kæmpe med!

Jeg fik engang at vide, at jeg var som en fugl fønix.. Det er en ret fed måde at tænke det på…