Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

For lidt over et år siden tog jeg til Tinderbox Festival. Det er jo – som sådan – ikke noget særligt. Hvis man altså lige ser bort fra, at jeg tog selv afsted. Jeg havde fundet overnatning hos en privat, der skulle have to andre piger sovende også. Udover det havde jeg ikke nogen aftaler med nogen som helst, og bortset lige fra en enkelt aften sammen med mine roomies, så var jeg selv til festival: dansede selv, drak øl med mig selv og sang selv.

Det var en virkelig god oplevelse. Jeg kan godt lide mit eget selskab, og ofte har jeg svært ved at skulle forholde mig til mennesker hele dagen lang, så for mig fungerede det så godt at være selv afsted. Selvfølgelig savnede jeg selskab indimellem, for store oplevelser bliver bare bedre af at blive delt med andre, men jeg gjorde heller ikke noget aktivt for at komme i snak med andre.

Da jeg kom hjem fra festivalen, var jeg fuldstændigt høj på oplevelsen! Jeg fik idéer i forhold til min oplevelse og hvordan jeg kunne bruge det som blogger, for jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget af det rigtige.

Jeg har altid elsket at skrive, og har også arbejdet med det ad flere omgange. Min blog har jeg skrevet på siden 2009, hvor jeg også læste dansk på Syddansk Universitet. Bloggen har været mit hjertebarn, og jeg har udsat den for mange mærkelige emner, og jeg har altid elsket at skrive på den. Den har dog altid været primært personlig, og det er svært at blive ved med at finde nye, relevante emner at skrive om.

Et par dage efter jeg kom hjem fra festival, røg jeg totalt ned med flaget, og blev der 1½-2 måneder. Da jeg langsomt kom til hægterne igen, var drømmene om bloggen væk igen, og kampen for at få gang i en normal hverdag, begyndte igen.

Hvad bloggerdrømmen gik ud på, spørger du? Jeg ville begynde at skrive om at gøre ting selv. Min bloggeridentitet skulle være, at jeg var singlepigen fra Sønderjylland, der tog i biografen, på restaurant, til festival, på ferie, i sommerhus, til foredrag, i svømmehal, til sport osv. osv. selv. Økonomisk har jeg store begrænsninger, men måske findes der virksomheder derude, som synes det kunne være sjovt at få besøg af mig, mod at jeg skriver om oplevelsen bagefter. Hvis I kender nogen, der kunne synes om det, så tip dem om mig! Det kunne da være sjovt!

Der er så mange, der har sagt til mig, at det var vildt modigt at tage på festival selv, og at de synes det er fedt gjort, så derfor kunne det være fedt  at gøre det noget mere, og vise dem der egentlig gerne vil selv, at det slet ikke er så slemt. Samtidig har jeg selv en udfordring, som jeg kunne smide i puljen, og det er at jeg har ualmindeligt svært ved at tage kontakt til andre mennesker. Det er noget, jeg vil arbejde med, mens jeg gør de her ting – og går det godt, er det en succes, og går det knapt så godt, så er der lidt sjov læsestof til jer 😉

Jeg kender ikke til andre bloggere, der gør det samme, og enten er det fordi folk ikke gider læse om det, eller også er det fordi der bare ikke er andre, der skriver om det – og så må JEG jo gøre det! 😀

Idéen har ulmet i mit hoved i over et år nu, så det må være tid til at gøre noget ved det. Hvis jeg ikke tager springet nu, så vil jeg altid tænke “hvad nu hvis…”

Hvad synes I om det? Og hvad kunne I tænke jer at læse om – altså, hvilke oplevelser? 🙂  Måske kan I ovenikøbet udtænke forskellige udfordringer til mig på de forskellige oplevelser? Jeg er spændt på at høre fra jer!

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig at skrive regelmæssigt på bloggen, for jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle.

Måske er det fordi jeg er bange for, at folk rent faktisk læser det – og dømmer mig på det? Måske er det fordi jeg er bange for, at ingen gider læse det? Uanset hvad, så ærgrer det mig, for jeg savner at skrive, og jeg savner at få den feedback, der følger med. Men mit liv har også ændret sig meget det seneste år. Jeg føler pludselig, at jeg er lidt mere privat omkring mig selv og mit liv – til tider. Andre gange har jeg lyst til at råbe ud i verden, at jeg har det godt! Eller at jeg har det skidt! Eller at der er sket noget nyt! …men den gamle jantelov eksisterer nok stadig i mit hoved – og især nu, hvor jeg har det godt, for “hvad rager det mig, hvad der sker i hendes liv, når hun er normal??” Well, dem der kender mig, ved godt at jeg aldrig bliver helt normal, og det har jeg det faktisk ganske udmærket med 😀 Haha! Men ja, det er måske der min frygt ligger. “Hvem tror hun egentlig, hun er??”

Humlen af det hele er nok, at jeg bliver nødt til at være ligeglad – både med hvem der læser med og hvad folk synes om mig. For jeg har det faktisk okay med at nogle mennesker synes at jeg er for meget. For det ER jeg – for nogle. Og sådan tror jeg det skal være.

Hvis jeg lige skal opdatere jer på, hvad der er er sket siden sidst, så har jeg arbejdet. Jeg er frygteligt glad for mit arbejde og ret god til det! Jeg er netop gået i gang med min tredje måned på jobbet, og det går godt! Jeg har ikke haft nogen sygedage, som ville have været standard for bare et par år siden. Jeg har heller ikke haft lyst til at pjække, som jeg ville have haft lyst til ofte for et par år siden.

Jeg er gået op i antal vagter pr. måned, og skal sommeren igennem arbejde 6 dages uger (med en enkelt undtagelse). Jeg har ikke noget ferie opsparet, og har i bund og grund heller ikke noget imod at skulle arbejde så meget. Mine kolleger er heldigvis søde og klar på at give mig en fridag hist og pist, hvis jeg trænger.

Jeg har fundet yderligere to jobs. Det ene for ca. en måned siden og det andet starter jeg på i løbet af juni. Det har givet mig ro økonomisk. Jeg kommer aldrig til at leve som en dronning, men det er faktisk også fuldstændigt ligemeget, så længe jeg kan betale mine regninger, få mad på bordet og lidt sjov og spas en gang imellem 🙂

Pigerne og jeg nyder hinanden hveranden uge, når de bor hos mig! Min kærlighed til dem vokser dag for dag – faktisk til et punkt, hvor det kan gøre helt ondt en gang imellem. De er mine små yndlingsmennesker, og de giver mig så megen kærlighed, glæde og sjov i hverdagen – ja ja, og indimellem lidt grå hår, men det er vist ret naturligt 🙂 Jeg er så vild med den alder, de har lige nu! De begynder så småt at forstå begrebet ‘kærlighed’ og ‘at elske’, og de gør alt hvad de kan, for at vise mig, at de elsker mig. Det må siges at være den aller mest fantastiske følelse i hele verden, når mine unger kigger på mig og siger. “Mor, jeg elsker dig helt op til månen”. Bare ved at skrive det, får jeg glædestårer i øjnene.

Nå, se nu der.. Nu blev det alligevel et langt indlæg.. Håber I gad læse med hertil 🙂 Jeg tror, jeg kan garantere at der kommer flere i løbet af ganske kort tid 🙂

Den 1. marts gik min drøm i opfyldelse. Jeg var til jobsamtale, og fik jobbet samme dag. Det var ovenikøbet et job, som jeg virkelig gerne ville have. Så var lykken gjort, skulle man tro, men nej, ikke helt. Jobbet ville kun beskæftige mig knapt 17 timer i ugen. Men hey, nu havde jeg endelig fået et job, og de kloge siger jo, at det er nemmere at få et job, når man har et job. Så jeg gik i gang med at kontakte mulige emner, og der gik faktisk ikke længe før jeg havde lovning på yderligere to jobs: rengøring på et spisested samt som webshopmedarbejder et andet sted. Lykken var gjort, og jeg var (undskyld mit sprog) fandme ikke til at skyde igennem!! Seriøst folkens, i så ufattelig lang tid har jeg været på den ene eller den anden form for overførselsindkomst, hvor jeg – i hvert fald det sidste halve år – har været tvunget til at vende hver eneste øre, for at kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har været afhængig af venner og families generøsitet, og har været så uendeligt taknemmelig og flov på samme tid. Pludselig havde jeg udsigt til en fast indkomst, som jeg (undskyld igen) fandme selv havde tjent, og som der ville være nok af!

Men altså, sådan fungerer mit liv jo ikke. Det ved de fleste af dem, der kender mig. For 2-3 uger siden gik den ærgerlige sandhed op for mig: begge mine ekstra arbejdspladser havde lovet mig noget, de åbenbart hverken kunne eller ville holde… Og det er sjovt nok sket på samme måde, som de fleste af mine romantiske forbindelser også slutter: ved at de afbryder kontakten uden en forklaring – men okay, cheferne begge steder er mænd, så det kan vel ikke komme bag på nogen…

Så nu står jeg med et enkelt job (som jeg er yderst taknemmelig over at have og som jeg er glad for at udføre), der ikke kan betale alle mine regninger. Med boligstøtten kan jeg få alle regningerne betalt, men har ikke råd til andet.

Endnu en gang har jeg måttet sande, at man ikke kan tage folks ord for gode varer. Lektien, jeg har lært, er at man ikke kan stole på nogen, og at uanset hvor ærlig man er, så får man ikke tilsvarende tilbage. De to steder er nemlig bekendt med min situation, og ved udmærket godt, at jeg er afhængig af den ekstra indkomst… Er det ikke herligt at vide?

Så samtidigt med at jeg er startet på nyt job med alt hvad det indebærer, så har jeg kæmpet med følelsen af at blive røvrendt igen, store bekymringer i forhold til min økonomi og hvordan jeg skal komme igennem næste måned samt en jobsøgning, der er lidt sværere nu, hvor den skal tage hensyn til et andet job (og at jeg har børn hver anden uge).

Jeg er så frygteligt træt. Træt af at tro på det gode i folk og blive modbevist. Træt af at kæmpe med det økonomiske.

Men hellere ikke mere træt end at jeg ikke vil tilbage i systemet. “Hvorfor stempler du ikke bare op?” Fordi jeg ikke vil tilbage! Faktisk vil jeg nok hellere begynde at sælge min krop, end at skulle tilmelde mig jobnet igen… “Men hvorfor så stædig? Du skal vel også have lidt at spise en gang imellem?” Ja måske.. Og jeg skal sandelig også nok sørge for at mine børn aldrig finder ud af, hvordan det står til – men det bliver uden at skulle tilbage i systemet, for det bliver min død. Måske ikke min fysiske død, men så i hvert fald min mentale…

Nu har jeg snart været i praktik i 4 uger som webshopmedarbejder, og jeg er rigtigt glad for det. Det er vigtigt, men det er lige så vigtigt, at jeg faktisk er ret dygtig til det jeg laver. Ikke desto mindre er der stadig ikke noget job til mig. Virksomheden vil gerne have min praktik forlænget, fordi de håber på at mit arbejde genererer penge nok til at kunne ansætte mig. Jobcenteret, derimod, er ikke helt med på idéen, for jeg “er jo dygtig nok til at kunne varetage et rigtigt job. Derfor kan praktik ikke være en varig løsning”. Nej, det er da  fuldstændigt rigtigt! Jeg har da heller ikke lyst til at blive ved med at arbejde ‘gratis’, men jeg vil altid synes at det er bedre at blive i noget, der holder mig i gang, fremfor at stoppe praktikken og give mig 2 uger til at finde noget nyt – eller smide mig i aktivering.

Senest i morgen får jeg svar på, om praktikken bliver forlænget, eller om jeg skal stresse og panikke de næste to uger, mens jeg desperat søger efter et job eller en praktik, der giver bare en lille smule mening… Lyder jeg frustreret? Nå, men det er nok fordi jeg ER frustreret!!

Systemet er tungt at danse med, og 9 ud af 10 dage er jeg ked af det og frustreret over min situation. Jeg ved godt, at jeg er “heldig at jeg bor i et land, hvor man bliver hjulpet, hvis man ikke kan selv”, men det ændrer ikke på, at jeg føler mig som et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan finde et job og skabe en jobidentitet.

Gang på gang får jeg at vide, hvor dygtig jeg er, hvor flot mit cv er (!?) og hvor mange kompetencer, jeg besidder, men de ord betyder jo ikke noget, når INGEN vil give mig en chance medmindre jeg er gratis (arbejdskraft). Jeg føler mig som et lavere menneske, fordi ingen har lyst til at give mig penge, for det jeg laver (og som jeg i øvrigt er god til!).

Og ved I hvad? Her vil jeg have lov til at drage en direkte parallel til dét at være single! For det er dét jeg oplever gang på gang i singlelivet også. Jeg skal give en masse, men kan ikke forvente at få noget tilbage. Det forventes at man giver gratis ud af sine ‘varer’, inden den anden part beslutter sig for om han vil ‘købe’. Hvad fanden er det for en verden, vi lever i? Jeg kan da heller ikke gå ned i Føtex og begynde at spise løs af deres mad, fordi jeg “vil se om det er godt nok, inden jeg køber det”!

Jeg er ved at være godt og grundigt træt af den krævementalitet, der findes over det hele. Jeg ved godt at problemet ikke er så simpelt som ‘egoistiske arbejdsgivere’ eller ‘internettet’ eller ‘afstumpede mænd’ (havde det dog bare været det), men hele mentaliteten i vores samfund. Selvom jeg har et ret stort ordforråd, så har jeg ikke ord for alle de issues, man burde tage fat på – men mistillid burde været én af dem.

Jeg bør nok stoppe her, inden jeg får rodet mig ud i en politisk og/eller mandehadsk (ja ja, rolig nu. Jeg er også god til ironi) enetale. Jeg blev nødt til at sætte ord på, hvor frustrerende det hele kan være, når det er ude af ens egne hænder, og man ikke kan gøre andet, end bare at blive ved med at prøve – både i job- og kærlighedslivet. På et tidspunkt løber selv den bedste tør for energi og mod… Og det vil aldrig nogensinde have noget at gøre med, at vi ikke gider.