Kære Mor

I dag er det præcis 20 år siden du gik bort, kun et halvt år efter far. 20 år siden jeg blev forældreløs.

Det er mange år siden jeg glemte, hvordan det føles at have en mor. Jeg hader mig selv for at have glemt det, men for at være realistisk, så er det meget mere end 20 år siden, jeg mistede min mor.

Det var aldrig lagt i kortene, at vi skulle have et godt og harmonisk liv. Faktisk gik det hele i stykker længe før jeg overhovedet kan huske.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke mange lykkelige øjeblikke. Jeg ved de har været der, men desværre er det kun de mange, mange frygtelige minder, der stadig står lysende i min hukommelse, og min dårlige samvittighed, der stadig hjemsøger mig – selvom jeg efterhånden har forstået og accepteret, at der ikke var noget, jeg kunne have gjort. Alligevel vil jeg gerne sige undskyld, Mor, fordi én skal gøre det, og ham der skylder dig det største undskyld, aldrig kan give dig det.

Men aller mest vil jeg sige tak. Tak, fordi du holdt ud så længe. Tak, fordi du prøvede at redde mig. Tak, fordi du ikke gav op.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Al min kærlighed,
din Datter