Om at være arbejdsløs og tvivle…

I juli røg jeg ud af dagpengesystemet.. Jeg havde aldrig troet at det skulle komme så vidt, men jeg havde ikke det fornødne held på jobfronten, som jeg havde håbet på. “Det beror vel ikke på held” tænker du sikkert, men jo, det gør det. Op til min exit i dagpengesystemet sendte jeg omkring 50 ansøgninger til alle mulige og umulige jobs – uden tanke for om jeg ville kunne klare det i længden, uden tanke for om jeg havde tid til at se mine børn, uden tanke for noget som helst andet end at jeg bare skulle have et arbejde. Jeg kom da også til et par samtaler, men desværre med afslag hver gang, fordi jeg ikke har erfaring nok. Ja, eller det var i hvert fald begrundelsen, når jeg spurgte.

Siden jeg er kommet på kontanthjælp føler jeg mig som jaget vildt. Jeg søger selvfølgelig stadig jobs, men jo længere tid, der går uden samtaler/job, des mere usikker bliver jeg. For er jeg overhovedet i stand til at varetage et almindeligt job? Til nye læsere kan jeg afsløre, at jeg har to diagnoser og har været indover distrikspsykiatrien. Jeg går i terapi, og har også rykket mig virkelig meget, men jeg har det stadig svært. Ikke med mig selv, for det er jeg ved at få styr på – men jeg er i tvivl om min formåen. For selvom jeg har det bedre end nogensinde før (nej, det er ikke en overdrivelse!), så skal der ikke meget til at få mig til at få ondt i maven og føle mig presset op i hjørne, og når jeg har det sådan, tager jeg beslutninger, som – indimellem – ikke er gode, hverken for mig eller mine omgivelser.

Der er dog kommet én fantastisk god ting ud af at være på kontanthjælp (udover selvfølgelig at få penge til at leve for), og det er at jeg er i praktik i BC-Gym (træningscenter med fokus på styrketræning) i min by. En praktik, som jeg selv har skaffet, fordi atmosfæren tiltalte mig. Det viser sig at være det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ikke nok med, at jeg har noget at stå op til hver dag, så er min chef og alle medlemmerne hernede fantastiske mennesker! Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg føler at jeg har fået en lille ekstra familie! Jeg har aldrig tidligere følt mig tilpas med andre mennesker, men hernede har jeg det skønt. Jeg bliver udfordret på min sociale ‘angst’ og folk respekterer, hvis man har en dårlig dag og bare gerne vil være for sig selv. Disse dårlige dage har jeg dog sjældent mere… Jeg har også lært at træne! Jeg har trænet meget før, men uden rigtigt at rykke mig, men nu sker der noget! Min kærlighed til at træne er mangedoblet og min krop er glad og stærk!

Jeg har netop fået forlænget min praktik med en måned, og jeg er lykkelig! Udover at gøre rent og rydde op, har jeg også fået en rolle som en slags konsulent ift. markedsføring og lignende tiltag, hvilket er sindssygt spændende! Det er et træningscenter, der er under et år gammelt og som kæmper med en masse fordomme. Fokus hernede er på styrketræning, og det får mange til at vælge det fra, fordi de tror det kun er store steroide-typer, der træner her. Intet kunne være mere forkert! Nå, men nok om det… Det kan jeg fortælle mere om i et senere indlæg 😉

Men selvom jeg har det godt i min praktik og er ‘fredet’ i en lille måned, så smadrer tankerne om min fremtid rundt i hovedet på mig…