Nedbrud og genopbygning

For to år siden gik jeg ned med et brag. Min daværende mand og jeg gik fra hinanden og gjorde vores to vidunderlige børn til skilsmissebørn, og det var bare den sidste dråbe i mit indre glas. Siden jeg var helt lille, har mit liv været fyldt med vold, misbrug, død og fiaskoer – og som 33-årig kunne jeg ikke længere holde til det.

Som jeg også tidligere har nævnt, røg jeg i psykiatrien, hvor jeg fik et par diagnoser, der gav mig chancen for at starte forfra. Nu begyndte jeg pludselig at forstå, hvorfor jeg i så mange år havde reageret så uhensigtsmæssigt i så mange sammenhænge. Hvorfor jeg aldrig kunne færdiggøre noget. Hvorfor jeg ikke kunne føle noget.

Udover, at jeg er tilbagevendende moderat depressiv, så har jeg også en ængstelig evasiv personlighedsstruktur. Det betyder – i korte træk – at jeg føler mig underdanig i forhold til andre mennesker. Jeg stoler ikke på mig selv, og føler ikke, at mine evner rækker lige så langt som andres. At jeg er en bedrager.

Indtil for to år siden undgik jeg helst at være sammen med andre mennesker – alle, bortset fra mine kærester. Det er helt sikkert også derfor, jeg 1) har været i forhold det meste af mit voksne liv 2) kun har haft to forhold: ét på 7½ år og ét på 6 år.
Siden jeg blev student i 2000 har jeg ikke haft en ‘hjerteveninde’. Jeg har prøvet, og har fået startet noget op med flere forskellige, men jeg har altid (ubevidst) skubbet dem væk igen, enten ved ikke at være til at få fat på eller ved at være fuldstændigt utålelig.. For det kan jeg godt se nu, at jeg har været…

Jeg ser mig selv som genfødt – på en ganske ureligiøs måde. Mit gamle jeg døde, da T og jeg gik fra hinanden og jeg fik mit breakdown i 2014. Siden da har jeg skulle lære alting forfra: hvad jeg kunne lide, hvem jeg kunne lide og hvorfor jeg kunne lide noget, men vigtigst af alt skulle jeg finde ud af, hvem Sandra i virkeligheden var, når alt det gamle lort var taget væk. Det var som at stå helt nøgen, efter at mit beskidte og uklædelige tøj var taget af mig. Jeg skulle lære at klæde mig på igen og finde ud af, hvilket tøj, der klædte mig og fremhævede mine gode træk.

Jeg er slet ikke i mål endnu, men jeg føler mig bedre påklædt end nogensinde før. Her har TUBA været en kæmpe hjælp for mig.
Jeg har fået mig en rigtig hjerteveninde. En kvinde, som jeg har turdet at lukke mig op for, og som jeg tilbringer rigtigt meget tid sammen med. Det er en fantastisk følelse at vide, at der rent faktisk er nogen, der kender mig! Nogen, der kender mig OG elsker mig. Min personlighedsforstyrrelse fortæller mig nemlig hele tiden, at jeg bluffer, og at den person jeg viser frem, ikke er den rigtige Sandra; at hvis folk omkring mig ser den rigtige Sandra, så vil de ikke kunne lide mig.

Så jeg kæmper! Mod mig selv og med mig selv. Men jeg kæmper – og for første gang i mit liv, har jeg våben at kæmpe med!