Nu har jeg snart været i praktik i 4 uger som webshopmedarbejder, og jeg er rigtigt glad for det. Det er vigtigt, men det er lige så vigtigt, at jeg faktisk er ret dygtig til det jeg laver. Ikke desto mindre er der stadig ikke noget job til mig. Virksomheden vil gerne have min praktik forlænget, fordi de håber på at mit arbejde genererer penge nok til at kunne ansætte mig. Jobcenteret, derimod, er ikke helt med på idéen, for jeg “er jo dygtig nok til at kunne varetage et rigtigt job. Derfor kan praktik ikke være en varig løsning”. Nej, det er da  fuldstændigt rigtigt! Jeg har da heller ikke lyst til at blive ved med at arbejde ‘gratis’, men jeg vil altid synes at det er bedre at blive i noget, der holder mig i gang, fremfor at stoppe praktikken og give mig 2 uger til at finde noget nyt – eller smide mig i aktivering.

Senest i morgen får jeg svar på, om praktikken bliver forlænget, eller om jeg skal stresse og panikke de næste to uger, mens jeg desperat søger efter et job eller en praktik, der giver bare en lille smule mening… Lyder jeg frustreret? Nå, men det er nok fordi jeg ER frustreret!!

Systemet er tungt at danse med, og 9 ud af 10 dage er jeg ked af det og frustreret over min situation. Jeg ved godt, at jeg er “heldig at jeg bor i et land, hvor man bliver hjulpet, hvis man ikke kan selv”, men det ændrer ikke på, at jeg føler mig som et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan finde et job og skabe en jobidentitet.

Gang på gang får jeg at vide, hvor dygtig jeg er, hvor flot mit cv er (!?) og hvor mange kompetencer, jeg besidder, men de ord betyder jo ikke noget, når INGEN vil give mig en chance medmindre jeg er gratis (arbejdskraft). Jeg føler mig som et lavere menneske, fordi ingen har lyst til at give mig penge, for det jeg laver (og som jeg i øvrigt er god til!).

Og ved I hvad? Her vil jeg have lov til at drage en direkte parallel til dét at være single! For det er dét jeg oplever gang på gang i singlelivet også. Jeg skal give en masse, men kan ikke forvente at få noget tilbage. Det forventes at man giver gratis ud af sine ‘varer’, inden den anden part beslutter sig for om han vil ‘købe’. Hvad fanden er det for en verden, vi lever i? Jeg kan da heller ikke gå ned i Føtex og begynde at spise løs af deres mad, fordi jeg “vil se om det er godt nok, inden jeg køber det”!

Jeg er ved at være godt og grundigt træt af den krævementalitet, der findes over det hele. Jeg ved godt at problemet ikke er så simpelt som ‘egoistiske arbejdsgivere’ eller ‘internettet’ eller ‘afstumpede mænd’ (havde det dog bare været det), men hele mentaliteten i vores samfund. Selvom jeg har et ret stort ordforråd, så har jeg ikke ord for alle de issues, man burde tage fat på – men mistillid burde været én af dem.

Jeg bør nok stoppe her, inden jeg får rodet mig ud i en politisk og/eller mandehadsk (ja ja, rolig nu. Jeg er også god til ironi) enetale. Jeg blev nødt til at sætte ord på, hvor frustrerende det hele kan være, når det er ude af ens egne hænder, og man ikke kan gøre andet, end bare at blive ved med at prøve – både i job- og kærlighedslivet. På et tidspunkt løber selv den bedste tør for energi og mod… Og det vil aldrig nogensinde have noget at gøre med, at vi ikke gider.

Puha, der er sket lidt siden sidst…igen… Hvilket egentlig er sjovt, for ofte synes jeg ikke, at der sker særligt meget i mit liv! Haha!

Fyren, jeg fortalte om i mit sidste indlæg, er ude af mit liv igen. Ikke min beslutning, men man kan ikke være lige heldig hver gang.. Så meget af tiden siden har jeg været småtrist og opgivende i forhold til kærligheden. For er den egentlig dét værd, når alt kommer til alt? Men sjovt nok nåede jeg knapt nok at tænke den tanke færdig, før der dumpede en usandsynlig sød fyr ind i mit liv! Jeg har droppet tanken om kærestetitlen, for hvad betyder den egentlig, når alt kommer til alt? Så nu er jeg forsigtigt glad med små sommerfugle i maven. Jeg prøver at nyde nuet og ikke koncentrere mig så meget om hvad der sker i fremtiden. Måske bliver vi kærester, måske ikke. Det vigtigste er at vi har det godt sammen nu…

(Gud, hvor er det svært at holde fast i de der fornuftige tanker, når man bare gerne vil være vildt forelsket og det skal være gengældt… Men jeg holder mig i skindet 😉 )

Jeg har også haft mange tanker omkring min håbløse situation i forhold til job og økonomi, og selvom jeg slet ikke er ude i depressionstankerne (“det er min skyld, jeg er også for dum. Ingen vil have mig”), så er det en svær situation at være i. Min økonomi løber kun lige og lige rundt. Der er ikke råd til tøj eller til at erstatte ting, der går i stykker. Der er ikke råd til at jeg kan tage pigerne med i svømmehallen eller med bussen ud til deres reservebedste. Alt afhænger af at folk omkring mig vil hjælpe, og det er for sin vis også okay – i en kort periode – men nu har det varet for længe, og jeg kan snart ikke holde det ud mere… Jobmæssigt ser det også træls ud. De få jobs, der er inden for min uddannelse, kræver mere erfaring end jeg har, og jeg bliver derfor ikke engang budt til samtale. Og så er det selvsagt, at jeg ikke har uddannelsen til alle de andre jobs, jeg søger..

Nå, men alt er jo ikke dårligt (tværtimod, faktisk), så jeg talte med min eks om min situation i mandags. 15 minutter senere ringede han til mig og sagde, at jeg skulle komme ned i butikken, hvor han arbejder.. Hans chef er i gang med at starte webshops op, og ville gerne have mig i praktik med henblik på at lægge billeder op samt skrive tekst! Som en lille sidebemærkning, så er der muligvis job til mig efterfølgende!! 😀 Jeg er flyvende! Men igen, før jeg har set en ansættelseskontrakt tror jeg ikke på noget. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at jeg vil arbejde røven ud af bukserne fra på mandag og 4 uger frem! Jeg skal vise dem, at de ikke kan undvære mig! 😉

Så alt i alt ser tingene jo mest lyse ud, og det er faktisk ret fantastisk at kunne se! For første gang i mit liv er jeg i stand til at fokusere på de gode ting og tro på, at alt nok skal gå (og virkelig tro på det). Jeg tror endelig på mig selv og ved, at jeg er et godt menneske! Et menneske med masser af kvalifikationer og kompetencer, som nok skal komme op til overfladen igen!

…og nåh ja! Jeg var på vægten her til morgen, og den viste det laveste i rigtigt mange år! Jeg prøvede de to par bukser på, som jeg aldrig har kunne passe før, men nu passer de! Det ene par er endda lidt for store i taljen :O Wuhuuuuuu!! 😀 Så derfor får I et billede af mig i træningstøj…bare fordi 😉

Ja, som jeg nævnte inde på facebooksiden, så døde min computer for noget tid siden… Som bekendt er jeg på kontanthjælp, ramt af loftet og befinder mig – ligesom alle andre – i december måned, så der har ikke været mulighed for at købe en ny computer. Til gengæld har jeg været så heldig at kunne låne mig frem til én…

Så hvad er der sket siden sidst? Puha, en del..!

Den 6. december havde jeg sidste dag i BC-Gym. Det var virkelig en trist dag, som jeg på ingen måde havde set frem til.. Der blev ikke lavet så meget på dagen, men jeg fik trænet lidt og overrakt en gavekurv, som jeg blev virkelig glad for, sammen med et knus, som jeg blev endnu mere glad for. Hvor er jeg glad for at jeg fortsat kan træne dernede! 

Den 6. december var samtidig også en spændende dag, for om formiddagen var jeg for første gang til hypnose!
Min veninde havde selv prøvet det, og mente at det kunne hjælpe mig videre. Min tid i TUBA har gjort mig klog på problematikker fra fortiden og på handlemønstre, tankemåder osv. Jeg er blevet virkelig klog på mig selv, og kunne efterhånden begynde at trække røde tråde fra min fortid til min nutid, men det var som om jeg ikke kunne komme videre derfra. Min selvværd var stadig dårligt og min selvtillid ikke-eksisterende, og jeg trængte til at prøve noget andet.

Nu har jeg været til hypnose tre gange, og jeg må sige at det har ændret mit liv! Mine tankemønstre er ændret, og det samme er min måde at reagere på. Jeg er blevet meget mere selvsikker og ved nu, at jeg er meget mere værd, end jeg nogensinde før har følt.

Say what!? Ja, det er store sager!!

Derudover er jeg begyndt at se en fyr. En fyr, som jeg er blevet meget glad for, og som jeg håber på vil være min kæreste en gang. Mere har jeg ikke lyst til at fortælle om det.. 😉

Og sidst, men ikke mindst, har jeg netop været til samtale hos min sagsbehandler på Jobcenteret. Som altid, var jeg nervøs før jeg skulle afsted, men det blev heldigvis gjort til skamme. Hun havde været inde og kigge på de jobs, jeg har søgt, og roste mig for at søge bredt – både i forhold til branche og geografi. Hun ville ikke sende mig i nyttejob, fordi hun ser potentiale i mig, og mente, at det ville være bedre at finde en praktik, hvor der er chance for job eller evt. løntilskud bagefter. En beslutning, jeg er meget glad for! Så i det nye år skal jeg til samtale hos en virksomhedskonsulent, hvor vi forhåbentlig finder på noget godt til mig, så jeg snart kan komme ud af systemet!

Nå, mere om det hele senere.. Det var jo ikke meningen at I skal høre det hele på én gang 🙂

I juli røg jeg ud af dagpengesystemet.. Jeg havde aldrig troet at det skulle komme så vidt, men jeg havde ikke det fornødne held på jobfronten, som jeg havde håbet på. “Det beror vel ikke på held” tænker du sikkert, men jo, det gør det. Op til min exit i dagpengesystemet sendte jeg omkring 50 ansøgninger til alle mulige og umulige jobs – uden tanke for om jeg ville kunne klare det i længden, uden tanke for om jeg havde tid til at se mine børn, uden tanke for noget som helst andet end at jeg bare skulle have et arbejde. Jeg kom da også til et par samtaler, men desværre med afslag hver gang, fordi jeg ikke har erfaring nok. Ja, eller det var i hvert fald begrundelsen, når jeg spurgte.

Siden jeg er kommet på kontanthjælp føler jeg mig som jaget vildt. Jeg søger selvfølgelig stadig jobs, men jo længere tid, der går uden samtaler/job, des mere usikker bliver jeg. For er jeg overhovedet i stand til at varetage et almindeligt job? Til nye læsere kan jeg afsløre, at jeg har to diagnoser og har været indover distrikspsykiatrien. Jeg går i terapi, og har også rykket mig virkelig meget, men jeg har det stadig svært. Ikke med mig selv, for det er jeg ved at få styr på – men jeg er i tvivl om min formåen. For selvom jeg har det bedre end nogensinde før (nej, det er ikke en overdrivelse!), så skal der ikke meget til at få mig til at få ondt i maven og føle mig presset op i hjørne, og når jeg har det sådan, tager jeg beslutninger, som – indimellem – ikke er gode, hverken for mig eller mine omgivelser.

Der er dog kommet én fantastisk god ting ud af at være på kontanthjælp (udover selvfølgelig at få penge til at leve for), og det er at jeg er i praktik i BC-Gym (træningscenter med fokus på styrketræning) i min by. En praktik, som jeg selv har skaffet, fordi atmosfæren tiltalte mig. Det viser sig at være det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ikke nok med, at jeg har noget at stå op til hver dag, så er min chef og alle medlemmerne hernede fantastiske mennesker! Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg føler at jeg har fået en lille ekstra familie! Jeg har aldrig tidligere følt mig tilpas med andre mennesker, men hernede har jeg det skønt. Jeg bliver udfordret på min sociale ‘angst’ og folk respekterer, hvis man har en dårlig dag og bare gerne vil være for sig selv. Disse dårlige dage har jeg dog sjældent mere… Jeg har også lært at træne! Jeg har trænet meget før, men uden rigtigt at rykke mig, men nu sker der noget! Min kærlighed til at træne er mangedoblet og min krop er glad og stærk!

Jeg har netop fået forlænget min praktik med en måned, og jeg er lykkelig! Udover at gøre rent og rydde op, har jeg også fået en rolle som en slags konsulent ift. markedsføring og lignende tiltag, hvilket er sindssygt spændende! Det er et træningscenter, der er under et år gammelt og som kæmper med en masse fordomme. Fokus hernede er på styrketræning, og det får mange til at vælge det fra, fordi de tror det kun er store steroide-typer, der træner her. Intet kunne være mere forkert! Nå, men nok om det… Det kan jeg fortælle mere om i et senere indlæg 😉

Men selvom jeg har det godt i min praktik og er ‘fredet’ i en lille måned, så smadrer tankerne om min fremtid rundt i hovedet på mig…