Nedbrud og genopbygning

Det der kærlighed…

Den 1. november er det 2 år siden, jeg flyttede fra T, og dermed er det 2 år jeg har været single.

Det har været rigtigt godt for mig at prøve rigtigt at være single: bo selv, lave ting selv, styre alting selv. Samtidig med at jeg skulle ‘genopfinde’ Sandra, var det vigtigt at jeg havde tid. Tid til at koncentrere mig om mig selv og hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være. Og i den ego-tid var der ikke plads til en mand.

Selvfølgelig har der været fyre i mit liv, men aldrig noget der er kommet tæt på et faktisk forhold. Disse fyre har vist mig, hvor meget jeg faktisk ikke vil finde mig i. De har styrket mig og – selvom det er svært – takker jeg dem for alt det, de har udsat mig for.

Ulempen ved at være en stærk kvinde (sådan nogenlunde, i hvert fald), der elsker sin frihed, er at jeg har meget høje krav til en kommende kæreste… Og jeg tror faktisk mindre og mindre på, at jeg møder en mand, der kan opfylde mine krav – eller få mig til at glemme at jeg har dem!

Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg kommer til at møde ham ude i virkeligheden, og ikke på Tinder eller Badoo, som jeg ellers har sat min lid til det sidste lange stykke tid. Det er som om alle regler for god opførsel og pli bortfalder, når man befinder sig i dating app-universet. Faktisk er det så slemt, at man ikke en gang får beskeder med hele sætninger… “Laver du” og “Ku godt” er typiske eksempler… Jeg hører også gang på gang fra mine med-single-søstre, at diller-billeder er noget, man får kastet i hovedet uden overhovedet at have bedt om det. Ja, faktisk selvom man har bedt om ikke at få dem.. hjertesorg

Jeg savner simpelthen ‘de gode gamle dage’, hvor man holdt i hånd og kyssede, inden man overvejede at gå i seng sammen. Nu er det jo nærmest omvendt: knalde først, og hvis det var godt nok, så kan kys og andre ‘kedelige’ ting tilføjes… Hvilket dog sker sjældent (har jeg erfaret).

I en tid, hvor alt kan findes på nettet og sex er en helt naturlig del af …ja, alt, så er det nemt at blive nærig med kærligheden. For hvorfor give én person alt, når man kan give mange personer lidt? Intimitet og nærhed bliver fremmedord, ja, nærmest bandeord.

Jeg savner sommerfuglene i maven og længslen efter én bestemt, men må efterhånden indrømme at jeg er blevet for kynisk til at tro på, at det stadig findes. Men samtidig er jeg håbløs romantiker, så inde bag det kyniske ydre, er der en tro på, at han nok skal dukke op…engang.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nedbrud og genopbygning