Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..

Hvis nogen havde spurgt mig for bare 4 måneder siden, om hvordan forelskelse ville føles, så ville jeg have sagt, at jeg var sikker på, at når jeg endelig mødte en fyr, som jeg forelskede mig i og som også forelskede sig i mig, så ville alle mine tvivl og al min usikkerhed forsvinde.

Virkeligheden er dog en hel anden.

For lidt over 3 måneder siden mødte jeg ham. Ham, som jeg forelskede mig i, efter at have været single i over 3 år. Ham, som også forelskede sig i mig.

Samtidig med at forelskelsen har raset i min krop, er min usikkerhed blusset op. For hvorfor vil så dejlig en fyr dog være sammen med mig? Er der en skjult agenda? Tager han tykt pis på mig?

Jeg har opført mig skrækkeligt – ikke med vilje – men som resultat af, at jeg er så bange for at blive såret og holdt for nar. Jeg har tvivlet og holdt igen med mine følelser (så meget som jeg nu kunne), for følelsen af at han også ville miste interessen og forlade mig, har været så overvældende.

Vi er nået til et punkt, hvor jeg skal stoppe med at tvivle, for ellers går det i stykker. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han ikke gør noget som helst, der retfærdiggør at jeg tvivler, er bange og holder tilbage. Han gør – tværtimod – alt rigtigt. Han, ikke bare, fortæller mig, at han vil mig, men viser mig det – hele tiden.

Så hvad gør jeg nu? Det er så nemt at tænke, at jeg ‘bare’ skal tage mig sammen og forstå, at indimellem er “for godt til at være sandt” ikke rigtigt. Det her ER godt og det ER sandt. Jeg skal have slået mine dæmoner ihjel, så jeg ikke skubber ham længere væk. Jeg skal indse, at det er MIG, han er forelsket i – hele mig – og at jeg er dét værd. For det er nok dét, min største tvivl har været; når nu jeg ikke selv føler at jeg er noget værd, hvorfor skulle han så? 3 års singleliv med dertil hørende ‘fuckbois’ og useriøse fyre, løgne og bedrag har sat sine meget dybe spor, men det skal være slut nu!

I dag er den dag, hvor jeg ‘tager mig sammen’ og finder min ‘uskyld’ igen. Det skal være den dag, hvor jeg indser at jeg har fundet en fyr, der vil mig og som jeg vil have i mit liv. Det skal også være den dag, hvor jeg giver slip og lader mig selv elske med 180 km. i timen. Det skal være den dag, hvor jeg atter indser, at jeg er en kvinde, der fortjener lykke og kærlighed, og som åbner mig selv op for at blive såret. For det er jo dét kærlighed går ud på; at tage en chance, der indebærer risikoen for at blive såret – men i langt højere grad at blive lykkelig.

Kære læsere, med risiko for at lyde alt for kliché-agtig, så grib for helvede dagen og kærligheden! Det er jo dét, vi er her for <3

Billedet er lånt herfra: https://koldingbib.dk/nyheder/inspiration/young-adult-kaerlighed

Det plejer jeg at have.. styr på tingene. Men de sidste par uger må jeg nok indrømme, at mit planlægningsgen har haft trange kår.

Ofte har jeg taget mig selv i næsten at gå i panik, hvis jeg blev stillet overfor at skulle tage en beslutning, og især hvis der ikke var valgmuligheder. Jeg plejer altid at joke med, at man ikke skal tage mig med på pizzeria, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bestemme mig. Nu er det imidlertid helt galt…

Der kan være mange årsager til det, men jeg er ganske sikker på, at jeg bare er træt og udkørt.. Mit efterår og vinter har været en blandet fornøjelse af sygdom, som jeg ikke rigtigt har kunnet komme af med, ikke mange fridage og forskellige mennesker og ting, der har irriteret mig. Jeg har ikke rigtigt kunnet ‘blive færdig’ med noget, før det næste har skubbet til mig.

Ikke at det har været en dårlig tid med meget dårligt humør – slet ikke – men jeg kan simpelthen mærke at jeg kører på den sidste juice i mit batteri..

On the bright note, så har jeg kun i dag og i morgen tilbage på job, inden jeg kan holde fri i 4 dage. Jeg skal arbejde mellem jul og nytår, men det er kun 3 timer pr. dag i 3 dage, så det bliver ligetil. Herefter har jeg fri i 3 dage, så der skulle være rig mulighed for at få slappet af og tanket op på overskudskontoen.

Pigerne og jeg er så privilligerede at vi ikke skal holde jul hjemme, men hos min kære bonusfar, så juleaften bliver ikke så stresset, som den kunne være blevet 😊

Nytårsaften ved jeg stadig ikke hvad jeg skal.. men hey, der er jo også over en uge til,så det skal jeg nok finde ud af inden 😉

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Det er ikke lang tid siden jeg skrev til jer, at jeg nu endelig havde fundet min træningsmotivation igen, og at jeg havde sat mig nogle mål. Fedt! Så er det bare med at komme i gang!

Sandheden er dog, at jeg – åbenbart – lider af en slem form for selvsabotage. Så i stedet for at holde fokus på kost og træning, så slap jeg tøjlerne og blev lidt ligeglad igen.. Og jeg er blevet straffet på vægten. Fra jeg vejede mindst (for et par måneder siden) og til nu, har jeg taget 3-4 kg på.

Der er flere grunde til det, tror jeg. For det første døjer jeg lidt med min energi og mit overskud. For det andet har der været nogle bekymringer omkring job og økonomi, og for det tredje, så tror jeg ikke jeg kan håndtere at komme tæt på mit mål.

Say what? Ja, du læste rigtigt.. Jeg tror jeg er bange for at nå mit mål, for så er det en ting mindre, jeg kan gemme mig bag (og brokke mig over). Jeg læste et indlæg på Instagram i går, der virkelig fik mig til at tænke.. Denne pige har været igennem virkelig meget, og er nu på vej op. Det burde jo være godt, men for os der har prøvet det, så er det også en tid der er forbundet med mange nye tanker: hvem er jeg, når jeg får det godt? Vil folk glemme mig, når nu jeg ikke har brug for ekstra hjælp og omsorg? Osv.

Efter jeg ramte bunden for snart 3 år siden, og har fået det meget bedre end nogensinde før, så har jeg haft mange tanker om identitet. For i og med at jeg har fået det så meget bedre, så er jeg også en anden person, end jeg var dengang. Jeg ved, jeg er en meget bedre person, men hvad nu hvis folk ikke kan lide den måde, jeg er på nu.. Forlader de mig?

Det kan virke som overdrevne tanker om et emne, der i bund og grund er ligetil? Ja måske, men jeg har stadig mange ting, der driller mit hoved, og sådan tror jeg det altid vil være. Jeg vil have gode perioder og dårlige perioder. I de gode perioder kan jeg sætte mål og forfølge den. I de dårlige perioder kan jeg håbe på ikke at sabotere mig selv.

Og hvad så med det vægttab? Tja, det kommer nok. Nu skal jeg først og fremmest sørge for at have hovedet med, og prøve at forstå hvad der allerede er sket, for jeg VED jo godt, at jeg allerede er nået langt!